Efter det store datatyveri hos PlayStation Network sidste år, hvor Sony mistede følsomme data om mere end 100 millioner kunder, er den japanske gigant nu igen blevet offer for et stort cyberangreb. Faktisk skete angrebet allerede i midten af sidste år, men det er først nu kommet frem.
Ifølge avisen The Guardian fik hackerne fat i 50.000 musikfiler hos Sony Music. De fleste af dem er optagelser med den afdøde popstjerne Michael Jackson, og en del af sangene har ikke været offentliggjort tidligere.
Sony Music købte rettighederne til hele sangerens musikskat i 2010 for 250 millioner dollar - det største beløb, der nogensinde er betalt for en musikkontrakt. Aftalen blev underskrevet ni måneder efter Michael Jacksons død.
Dermed fik Sony Music rettighederne til at sælge alle Michael Jacksons sange, også de ukendte numre - som altså nu er blevet kopieret af hackere. Sony har også retten til at bruge hans musik i computerspil, reklamer og film.
To mænd i alderen 25-26 år blev anholdt for tyveriet allerede i maj sidste år, og de mødte op i retten i britiske Leicester fredag, hvor de afviste anklagerne. Mændene er løsladt mod kaution. Retssagen mod dem skal først starte til januar næste år.
Der er tilsyneladende ingen forbindelse mellem indbruddet hos PlayStation Network, som betød at tjenesten var offline i mere end en måned, og tyveriet af musikfiler hos Sony Music.
Sony fik i sidste måned lukket det populære musik-websted RnBXclusive, som angiveligt blev brugt til at udveksle piratkopieret materiale.