Køber du en vare eller deltager i en konkurrence på nettet, ender du tit med at blive tilmeldt et nyhedsbrev.
Og med tiden er vi blevet tilmeldt så mange ligegyldige og piv-irriterende nyhedsbreve, at vi risikerer at overse alle de vigtige mails, der også havner i vores indbakke.
Men der findes dog en række forskellige tjenester, der kan gøre det lettere at afmelde nyhedsbreve og komme af med den overfyldte mailboks.
Det seneste og måske mest effektive skud på stammen i kampen mod den proppede indbakke hedder Unsubscribr.
Finder nyhedsbreve indbakken
Det er en internettjeneste, der gennemgår din indbakke og identificerer alle de nyhedsbreve, du modtager.
Herefter kan du med et enkelt klik afmelde alle dine nyhedsbreve på én gang eller udvælge dem, du ikke længere ønsker at modtage.
Vores hurtige test af servicen afslører, at den virker efter hensigten.
Kort tid efter at vi afmeldte en række nyhedsbreve, begyndte vores mailprogram at bimle og bamle med kvitteringer, der bekræftede, at afmeldingen var blevet registreret.
Unsubscribr er som udgangspunkt gratis, men i den gratis udgave vil servicen kun identificere nyhedsbreve, som du har modtaget i løbet af de seneste fem dage, og den kan også kun skanne to mapper på din mailkonto - din indbakke og mappen med dine slettede mails.
Derfor skal du holde øje med sikkerheden
For et engangsbeløb på lidt mere end 10 kroner (2 dollar), kan du dog få Unsubcribr til at skanne alle mapperne på din mailkonto og gå lige så langt tilbage i tiden, som dit mail-arkiv tillader.
Mange alternativer
Her i spalterne har vi dog også omtalt en lang række andre tjenester, der har lignende funktioner.
Eksempelvis servicen notificationcontrol.com, der hjælper dig med at afmelde de mange opdateringsmails, som du modtager fra sociale netværk som LinkedIn, Facebook og Twitter.
Herudover findes der også servicen Unsubscribe.com (ikke at forveksle med førnævnte Unsubscribr), der kan tilføje en særlig afmeld-knap i din Gmail. Når du modtager et uønsket nyhedsbrev, klikker du blot på knappen, og herefter vil Unsubscribe.com forsøge at afmelde det.
Et tredje alternativ er The E-mail Game, der dog ikke kan afmelde dine nyhedsbreve. Men til gengæld gør The E-mail-game det helt bogstaveligt til en leg at rydde op i din indbakke.
Hold øje med sikkerheden
Uanset hvilken tjeneste du bruger, skal du som altid være opmærksom på, at du som regel bliver nødt til at give tjenesten adgang til din indbakke.
Seriøse internettjenester har altid et afsnit på deres hjemmeside, hvor de gør det helt klart, hvad de bruger adgangen til din konto til - og hvad den ikke bliver brugt til.
Derfor anbefaler vi altid, at du læser det afsnit og overvejer, om du har tillid til tjenesten, før du giver dem adgang til din mailkonto.
Unsubscribr oplyser blandt andet, at tjenesten ikke gemmer dine passwords, ligesom indholdet af dine indbakke aldrig bliver set af et menneskeligt øje.
Læs også: