Test: Fræk Prada-mobil kører sort/hvid Android

Med P940 Prada har LG skabt en Android-mobil, der skiller sig ud fra mængden. Sort/hvide farver dominerer ikoner og skærm, men er det lækkert eksklusivt eller direkte tåbeligt? Få vores dom her.

Test: Fræk Prada-mobil kører sort/hvid Android

Anmeldelse: LG P940 Prada er mere end en mobil. Den er et fashion-statement.

Mobilen bærer naturligvis Prada-logo på både front og bagside, så du har god mulighed for at vise omverdenen, at du er modebevidst. Selv når du handler i Netto.

Bagsiden er i øvrigt i tynd plast ligesom eksempelvis Samsung Galaxy S II.

Men som en detalje er bagsiden udstyret med Saffiano-mønster, der kendetegner Pradas produkter, og på afstand kunne bagsiden godt se ud til at være af ægte læder.

Det er ikke første gang, LG har produceret en Prada-mobil. Faktisk er dette tredje model, som modefirmaet og mobilproducenten er gået sammen om at skabe.

Det er alligevel en smule overraskende, for LG præsenterede verdens første dual core mobil for et år siden og udråbte sig selv i den sammenhæng til teknologisk frontløber.

Tiden med Prada og bling-bling telefoner var forbi.

Men man har jo et standpunkt, til man tager et nyt.

Sort/hvid hjemmeskærm

P940 Prada kører Android, men i en forklædning som vi aldrig tidligere har set. Stilen er sort/hvid, og det er et modigt valg i en tid, hvor mobilskærme med flotte farver får megen omtale.

Den 4,3 tommer store skærm kan sagtens vise farver i eksempelvis browseren eller et fotogalleri, men grundlæggende er udtrykket på hjemmeskærmen sort/hvidt, og det gælder for ikoner, ur og vejrudsigt.

Det er dog muligt at indsætte et baggrundstapet med lidt farve, hvis du bliver deprimeret af det betongrå-udseende.

LG har i øvrigt været smart nok til at producere en god portion sort/hvide ikoner, som du kan bruge som genveje og erstatning på hjemmeskærmen for dine favorit-apps.

Dermed holder den stilen, selv om du gerne vil have din normalt grønne Endomondo-app centralt placeret.

Desværre har sort/hvid temaet en uheldig slagside. Det gør det meget svært at se, hvor lidt batterilevetid der er tilbage.
Telefonen vil naturligvis advare med en meddelelse, hvis du går under 15 procent, men visuelt fungerer batteriindikatoren ikke optimalt.

Desuden er skærmopløsningen på 480 gange 800 pixel meget lav i forhold til skærmstørrelsen på 4,3 tommer. Det betyder, at ikoner på skærmen er forholdsvis store.

Det sort/hvide udseende får dem dog ikke til at virke bombastiske.

Lidt for udfordrende tastatur

En anden ting, som bestemt ikke er perfekt på LG P940 Prada, er det virtuelle tastatur.

Uanset om mobilen holdes vertikalt eller horisontalt, er æ, ø og å placeret på hver sin linje, og ø'et er endda skubbet ned under b og m.

Det er naturligvis rart, at der er blevet plads til et keyboard med danske tegn, men den noget alternative placering er en udfordring. 

Det værste er sådan set mellemrumstasten, der er meget lille og naturligvis ligger i bunden af skærmen.

Desværre er den placeret alt for tæt på hjem-tasten, som er ufattelig nem at ramme ved et uheld, når der skrives sms.

Det betyder, at du sendes væk fra beskeden og ud på hjemmeskærmen, og det er voldsomt irriterende. 

Det, som du har skrevet, bliver godt nok gemt som kladde, så det er ikke gået tabt. Men det er alligevel frustrerende, når det sker flere gange i løbet af en dag.

Her er virkelig plads til forbedring.

Ældre Android og ældre hardware

Mens mobilen forsøger at være lækker på ydersiden, er det alligevel det indre, som tæller. Her skuffer Prada-telefonen en smule, når den sammenlignes med de hotteste mobiler lige nu.  

Prada-modellen er udstyret med en 1 Ghz dual core processor, otte gigabyte hukommelse og Android 2.3. 

Det er ikke noget festfyrværkeri, men LG vil alligevel have over 4.000 kroner for telefonen.

Derfor kommer du virkelig til at betale for Prada-logoet i forhold til konkurrerende og billigere mobiler, der har nogenlunde samme eller bedre specifikationer som Motorola RAZR og Samsung Galaxy S II.

Hukommelsen på sølle otte gigabyte kan dog udvides, da telefonen har plads til micro-SD-kort.

Det er værre med Android 2.3, som egentlig fungerer udmærket, men som har en svag fotodel og andre mindre imponerende funktioner i forhold til den nye Android 4.0

Selv om Prada-mobilens otte megapixel kamera tager udmærkede billeder i godt lys, er det sløvt som bare pokker. I hvert fald hvis du har prøvet en mobil som Samsung Galaxy Nexus med Android 4.0, der skyder, lige så snart du trykker på skærmen. 

I stedet for at trykke på skærmen for at tage et billede kan du vælge at bruge den fotoknap, som er placeret i toppen af mobilen.

Det er ikke ligefrem særligt intuitivt, når mobilen holdes horisontalt, og selv om kameraet tager et foto med det samme, så glemmer telefonen ofte at fokusere. Suk. 

Samtidig må du undvære mange af de nyskabelser, som den nyeste udgave af Googles mobile styresystem byder på.

LG arbejder dog på en opdatering, så telefonen kan få Android i version 4.0, men det er ikke klart, hvornår det sker.

Smag og behag

Mode er ofte et spørgsmål om smag og behag.

Derfor har vi ladet adskillige test-personer give en umiddelbar bedømmelse af mobilens udseende, og resultatet har mildest talt været svingende.

Lige fra "Hold kæft, den er grim" til "Den er sgu meget lækker". 

Der var dog flest, som rystede på hovedet af telefonen. Med sin 4,3 tommer store skærm blev den dømt ude af mange af vores kvindelige testpersoner, som hellere ville have en mindre mode-mobil. 

Men LG skal dog have ros for at prøve noget nyt og dristigt med sin Prada-mobil.

Selv om den har svage punkter, fungerer den udmærket, og den prøver at tilfredsstille modeinteresserede kunder i stedet for nørder, der får fråde om munden, når de ser en to meter lang specifikationsliste. 

Det sort/hvide menusystem er elegant udført og giver telefonen sin helt egen stil.

Mobilen vil formentlig af mange blive betragtet som en form for mode-tilbehør på lige fod med en håndtaske (som den måske endda matcher), men over 4.000 kroner er alligevel en alt for høj pris for en trods alt ordinær telefon, der ikke har verdens bedste kamera og er udstyret med et bøvlet virtuelt tastatur.  

Hvis du ser bort fra Prada-logoet, der kan give en vis prestige, findes der mange konkurrerende mobiler, som giver dig langt mere telefon for pengene. 

Vi er klar med karakteren 3 ud 6 til LG P940 Prada.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere