Acer melder sig nu ind i smartphone-kampen.
Den taiwanesiske hardware-producent er ellers mest kendt for at lave computere på et prisniveau, hvor de fleste almindelige mennesker kan være med.
Senest har virksomheden tiltrukket en del opmærksomhed med den prisbillige ultrabook S3, der dog kun fik 3 ud af 6 stjerner i PC Worlds anmeldelse.
Men på Mobile World Congress i Barcelona senere på måneden forventes det ifølge den britiske gadget-side Pocket-lint.com, at Acer vil løfte sløret for en ny Android-smartphone, der får navnet Acer Cloud Mobile.
Kommer i tredje kvartal
Der er endnu ikke kommet officielle specifikationer på Acer-mobilen, men den vil efter alt dømme køre Android 4.0 og få en 4,3 tommer skærm i hd-kvalitet. Den vil desuden være 9,9 millimeter tyk, hvilket gør den nogenlunde lige så slank som en iPhone 4, der måler 9,4 millimeter.
Allerede før den officielle præsentation har Acer-telefonen høstet anerkendelse for sit design, og den har netop modtaget den prestigefyldte tyske design-pris iF Design Awards i kategorien "product design".
En ære der dog også er overgået en række andre mobiltelefoner. Heriblandt Samsung Nexus S, Samsung Galaxy S2 og Sony-Ericssons Experia Mini-Pro
Lyder Acer Cloud Mobile som noget for dig, må du dog væbne dig med tålmodighed. Acer-mobilen forventes nemlig først at ramme butikshylderne i årets tredje kvartal.
Er udstyret med iCloud-kopi
Som navnet på telefonen antyder, vil den være baseret på Acers helt egen cloud-teknologi, der bærer navnet AcerCloud og som tydeligvis har hentet inspiration hos Apples iCloud-service.
Intentionen med AcerCloud er, at det skal være lettere at synkronisere dokumenter, billeder og andre data på tværs af din telefon, din bærbare computer og eksempelvis din tablet. Kravet er dog, at alle enhederne er Acer-produkter.
Acer løftede sløret for sin AcerCloud-satsning på den store gadget-messe, CES, i Las Vegas i januar, hvor flere amerikanske blogs dog også påpegede, at ligheden mellem AcerCloud og Apples iCloud-service er så slående, at det er nærliggende at bruge ordet "kopi" om den.
Læs også:
Dansk firma laver sindssyg mobil til gamle blærerøve
Er dette mon den ultimative håndværker-telefon?
Med disse værktøjer kan du drive virksomhed i skyen