Google betaler internet-brugere for at registrere hele deres nettrafik med en lille sort boks. Ifølge Ars Technica har Google udviklet den såkaldte Screenwise Data Collector sammen med Cisco. Der er tale om en slags router, som installeres på hjemmenetværket og sender en kopi af trafikken til Google. Her kan man så analysere, hvilke websider der besøges og hvor meget tid brugerne tilbringer på de forskellige sider.
Det lyder som enhver internet-brugers mareridt om den totale overvågning - men alligevel satser Google på, at brugerne vil tilmelde sig frivilligt og installere den lille boks. Præmien er en kontant belønning på 100 dollar og yderligere 20 dollar eller lidt over 100 kr. om måneden. Det er altså den pris, som Google betaler for at få et indblik i brugerens privatliv.
Der er også udviklet en softwarevariant af overvågnings-systemet, der installeres som en browserudvidelse. Den sender også informationer tilbage til Google, men her er betalingen kun på små fem dollar hver tredje måned.
I vilkårene for Screenwise-programmet forbeholder internet-firmaet sig retten til at dele de indsamlede data med andre, f.eks. reklamekunder eller udviklere, og det understreges at informationerne kan bruges til at identificere den enkelte bruger. Den eneste undtagelse er krypterede HTTPS-forbindelser.
En Google-talsmand understreger overfor Ars Technica at der er tale om et frivilligt program for et lille antal brugere, som til enhver tid har mulighed for at forlade programmet igen.
Det ser ud til at interessen for at deltage og sælge sit privatliv er meget stor - der er midlertidig lukket for tilmelding på denne side.