Sagen om fire illegale IT-arbejdere får ingen konsekvenser for de danske virksomheder, som hentede dem til landet og satte dem i arbejde uden de nødvendige tilladelser.
Arbejderne blev ifølge fagforbundene HK og Prosa underbetalt, men nu har de fået opholds- og arbejdstilladelse.
Socialdemokraten Thomas Adelskov er stærkt utilfreds med sagens forløb.
- Udlændingestyrelsen skal foretage en anmeldelse, når de opdager, at der bruges ulovlig arbejdskraft, men en virksomhed, der begår regelbrud, får alligevel arbejdstilladelser til sine medarbejdere. Det er grotesk, siger han.
Udlændingestyrelsen undlod at skride ind over for to virksomheder, som ansøgte om arbejdstilladelse til de udenlandske IT-medarbejdere med tilbagevirkende kraft.
Oprindelig meldte Udlændingestyrelsen, at den undlod at skride ind i sagerne "af konduite". Senere indrømmede styrelsen, at sagerne var blevet overset.
Men Udlændingestyrelsen ville stadig ikke smide IT-medarbejderne ud og gav de illegale arbejdere arbejdstilladelser. Det fik HK og Prosa til at melde Udlændingestyrelsen til politiet for ulovlig administration af loven i sidste uge.
Integrationsminister Bertel Haarder (V) vil ikke blande sig i sagen om IT-arbejderne, som Udlændingestyrelsen forsømte at skride ind overfor. Det oplyser han via sin pressesekretær til Ritzaus Bureau.
Bertel Haarder har indskærpet over for Udlændingestyrelsen, at en virksomhed altid skal meldes til politiet, hvis den har illegale arbejdere ansat.
Men Bertel Haarder kommer til at forsvare sig yderligere. Thomas Adelskov stillede i fredags syv spørgsmål til ministeren om Udlændingestyrelsens håndtering af sagen om de fire IT-arbejdere.
- Noget kan tyde på, at reglerne bliver bøjet efter forgodtbefindende, og det er jo påfaldende, at en styrelse, der er så restriktiv, når det gælder folk, der kommer til landet af kærlighed, ser gennem fingre med overtrædelser, når det gælder erhvervslivet, siger socialdemokraten.
Udlændingestyrelsen meldt
Morten Skov, politisk konsulent i HK, mener, at styrelsen ser igennem fingre med ulovligheder i erhvervslivet.
- Det er dybt utilfredsstillende, at ministeren bare slår en streg over det her. Det er et udtryk for en systematisk linje i Udlændingestyrelsens forvaltning af loven. Styrelsen tilgiver virksomhederne, selv om de begår klare ulovligheder, siger han.
De fire IT-arbejdere havde allerede arbejdet i virksomhederne i flere måneder, og udlændingene fik efter fagforbundene HK og Prosas mening alt for lidt i løn. Derfor mener fagforbundene, at Udlændingestyrelsen burde have skredet ind over for virksomhederne med det samme.