Et fiberbrud i området mellem Søborg og Albertslund ved København har onsdag eftermiddag ramt teleselskabet Telenor.
Bruddet bevirkede i omkring 45 minutter, at omkring 250.000 kunder på ADSL- og VOIP-tjenester havde såkaldt nedsat fremkommelighed i hele landet.
Hos Telenor fortæller pressechef Peter Glüssing, at der sandsynligvis er tale om en overgravning.
Han fortæller, at selskabet arbejder på at finde brudsteddet og reparere fejlen hurtigst muligt.
Han opfordrer samtidig kunderne til at lade være med at slukke deres kabelmodem eller VOIP-routere, da disse vil have svært ved at forbinde til internettet igen.
"Hvis du slukker, risikerer du at miste forbindelsen," siger han til kunderne.
Har man ikke haft slukket for apparatet, vil man højst sandsynligt ikke have mærket noget til fiberbruddet.
En re-routning af trafikken betyder imidlertid, at det nu kun er kunder omkring Brønshøj og Nørrebro i København der risiskerer at miste forbindelsen til nettet, hvis de slukker modem eller router.
Derfor er antallet af ramte kunder nu nede på omkring 8.000, fortæller Peter Glüssing.