Microsofts Media Player 8 versus ISMA
I dagens diskussion om Internet-teknologi er det evige tema konflikterne mellem Microsoft, der lancerer produkter, og andre aktører der lancerer standarder. Streaming media, der er radio og video transmitteret over internet, er ingen undtagelse.
Microsofts Media Player 8 versus ISMA
Den nye Windows Media Player 8 er ude i en beta-version, og den giver forbedret kvalitet i musik og video, der udsendes over Internet. Med en ny og bedre kompressionsteknik loves der at man kan afspille musik i næsten-cd-kvalitet over en 48 Kbps modem forbindelse. På en 250 Kbps forbindelse man man få online-video i VHS-kvalitet med billedstørrelse på 320x240 punkter. Hvis løfterne holder, kan Microsoft dermed levere ny forbedret kvalitet i forhold til den eksisterende teknologi.
Såvel brugere som indholdsleverandører kan downloade værktøjer til at prøve den nye teknologi. På web-siden her finder du introduktionen: http://www.microsoft.com/presspass/press/2000/dec00/WMF8LaunchPr.asp
ISMA arbejder på standarder
Apple Computer og en række andre virksomheder er gået sammen om at udbrede åbne standarder for streaming media. Apple udviklede QuickTime, som er et alternativ til Windows Media Player. I organisationen The Internet Streaming Media Alliance (ISMA) arbejder de sammen med Cisco, Sun og andre virksomheder på at udbrede de eksisterende standarder for transmission af musik og video over IP-netværk.
Men hverken Microsoft eller RealNetworks deltager i dette standardiseringsarbejde. Ifølge nyhedstjenesten CNET News overvejer RealNetworks at deltage, mens Microsoft er mere skeptisk. Firmaet RealNetworks leverer en stribe produkter til streaming medier for såvel brugere som servere - blandt andet RealPlayer, RealAudio og RealVideo.
ISMA arbejder i første omgang med MPEG4, der er en kodning af audio-videostrømme til meget lille båndbredde.
Apple QuickTime 5 kan downloades på internet, på adressen: http://www.apple.com/quicktime/preview/