CRNs amerikanske søstermedie offentliggjorde i sidste uge sin årlige top 100-liste over de mest indflydelsesrige topbosser i it-verdenen og i toppen af listen finder man et - i hvert fald ud fra et kanalsynspunkt - noget kontroversielt valg: den tidligere konge af direkte salg, Michael Dell.
Vores amerikanske kolleger begrunder valget med, at Michael Dell på få år har formået at genopfinde og forvandle sin virksomhed, som er gået fra at være retail-orienteret pc-producent til i dag, hvor selskabet regnes for en fuldblods hardwareproducent med en produkt-portefølje, der dækker hele spekteret fra klienter over servere og storage til netværksløsninger og cloud-ydelser.
Den 19-årige Michael Dell grundlagde sin virksomhed i 1984 som ren pc-producent. Han skabte på få år en succes med et forretningskoncept, der byggede på lige dele build-to-order og ikke mindst direkte salg bygget på en stærk logistik.
For fem år siden gjorde Michael Dell op med sit koncept og erklærede sin kærlighed til kanalen og begyndte opbygningen af et partnernetværk, som især i USA har nået en betragtelig størrelse. Samtidig startede Dell et opkøbsraid, som har forvandlet firmaet totalt. Blandt de markante opkøb har været netværksproducenten Force 10 og storagespecialisterne Compellent og Equallogic.
Det mest imponerende er dog ifølge amerikansk CRN, at det er lykkedes Michael Dell at gøre sit firma til en troværdig og fremgangsrig spiller i kanalen. Det illustreres af, at Dell også sætter sig på førstepladsen i kategorien for kanalchefer, hvor Dells Greg Davis topper listen.