Væksten i mobiltelefoni de kommende fem år ligger hverken gemt i USA eller Vesteuropa.
Derimod finder væksten sted i Afrika, Mellemøsten, Asien samt Central- og Østeuropa, konkluderer det svenske netværksproducent Ericsson i en analyse.
Netop det forhold kan blive Nokias redning i selskabets kamp for at udbrede sine nye mobiltelefoner med Windows Phone-platformen, som halser langt efter iPhones iOS og Googles Android.
"Nokia har fortsat en stærk markedsposition på netop de markeder, der ventes at vokse mest de kommende år. Størstedelen af kunderne i specielt Asien og Afrika har fortsat det første køb af en smartphone til gode," skriver aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank i en analyse af Nokia-aktien.
"Det stiller Nokia og deres Windows Phone-telefoner meget mere lige i kampen om kunderne," hedder det videre i hans aktiekommentar.
Kunderne i Vesteuropa og USA er derimod svære at lokke over til Windows Phone, for de har allerede opbygget et forhold til iOS og Android, pointerer han.
Fra Symbian til Windows
De seneste globale tal for smartphones solgt i juli, august og september viser, at der var Android installeret på 52,5 procent af dem, mens 16,9 procent var iPhones med iOS-systemet.
Placeret midt imellem de to platforme ligger Nokias egen platform Symbian, som selskabet afvikler til fordel for Windows Phone, der blot er installeret på 1,5 procent af de nysolgte smartphones.
Kunsten for Nokia bliver ifølge Morten Imsgard at sørge for, at verdens mange Symbian-brugere går direkte fra Symbian til Nokias Windows Phone-mobiler i stedet for iOS eller Android.
"Hvis Nokia succesfuldt kan migrere kunderne fra Symbian-styresystemet til de nye modeller med Windows Phone, er slaget om mobiltelefonmarkedet langt fra tabt til Apple og Google," skriver analytikeren.
Hver fjerde mobil er fra Nokia
Tal fra BrowserRank.com viser, at Symbian er den mest anvendte smartphone-platform i lande som Sydafrika, Kina og Indien.
"Vi vurderer, at de seneste nye Symbian-telefoner er attraktive nok til, at de kan holde stand mod konkurrenterne, imens Nokia arbejder på at skabe billige Windows Phone-telefoner til emerging markets (vækstøkonomier, red.)," vurderer Morten Imsgard.
Trods problemer i smartphone-markedet, hvor Nokias andel er stærkt faldende, er selskabet stadig verdens største producent af mobiltelefoner. I juli, august og september solgte finnerne 105 millioner telefoner.
Det svarer til, at der er et Nokia-logo på godt hver fjerde solgte mobil på verdensplan.