Download: Slip for at lede efter produktnøgler
De fleste der har prøvet at installere Windows eller Office ved, at det kan være tidskrævende at finde programmets serienummer. Altså den produktnøgle, der identificerer netop din lovlige udgave af softwaren.
Skal du lede under din bærbare, eller er det en af æskerne på reolen, du skal famle efter?
Meget lettere
Med det gratis værktøj Keyfinder kan du trygt læne dig tilbage og få vist en lang række serienumre fra de programmer, der er installeret på din computer.
Programmet kender langt de fleste, og den gratis version har næse for hele 300 forskellige programmer. Hvis du mest bruger kendt software, er der altså stor sandsynlighed for, at programmet kan opsnappe dine nøgler. Hvis du gerne vil punge ud, kan du også vælge den professionelle udgave, der angiveligt kan kapere op til 3.000 forskellige programmer.
Resultatet af scanningen, der foregår i den noget kringlede Windows-registreringsdatabase, kan gemmes i en almindelig tekstfil eller en såkaldt kommasepareret fil. Sidstnævnte kan være nyttig, hvis du har tænkt dig at smække detaljerne i et regneark.
Velegnet til store husstande
Hvis I har mange computere i hjemmet, kan det være et mareridt at holde styr på serienumrene. Særligt hvis flere af computerne er leveret med præ-installeret software - hvor finder du så serienumrene, hvis der ikke medfølger æsker til programmerne?
Keyfinder kan her være et uvurderligt værktøj, og du kan eksempelvis gemme dine nøgler i et regneark på Google Dokumenter, hvor I til enhver tid kan få fat på de værdifulde oplysninger.
Virksomheder kan også nyde gavn af Keyfinder, hvis der én gang for alle skal orden i licensoplysningerne.