Computerworld News Service: Udviklerne af applikationer til Android Market er en travl flok, der gennemsnitligt placerer seks apps i Googles app-butik sammenlignet med fire for den gennemsnitlige udvikler af apps til Apples App Store.
"Android-udviklerne er væsentligt mere produktive end Apple-udviklerne," skriver analytiker Egle Makalajunaite fra analysefirmaet Research2guidance i et blogindlæg.
Alligevel trækker Apple i alt flere apps til sin butik.
Analysefirmaet bemærker dog også, at der af flere forskellige årsager fjernes flere offentliggjorte apps fra Android Market end fra App Store.
Det højere gennemsnit af offentliggjorte apps fra Android-udviklerne betyder, at det samlede antal apps indgivet til Android Market i september ligger på over 500.000. For App Store ligger tallet på over 600.000, det vil sige 20 procent højere.
Analysefirmaet fremhæver den hastige vækst for Android Market, som er cirka et år yngre end App Store.
"I løbet af de sidste få måneder har Android Market fastholdt en eksponentiel vækst, men ligger dog stadig bag markedsførende Apple," påpeger Makalajunaite.
Research2guidance bemærker, at det samlede antal af offentliggjorte apps i september senere et blevet beskåret med 37 procent for Androids vedkommende til i alt 319.161 apps.
For Apples vedkommende er det samlede antal af offentliggjorte apps i september blevet beskåret med 24 procent, hvilket gør, at antallet for september er endt på 459.589 apps.
En app kan blive trukket tilbage af mange forskellige årsager, blandt andet hvis en udvikler stopper med at understøtte den eller hvis det viser sig, at den ikke fungerer eller ikke er kompatibel med den seneste version af styresystemet.
Det er kendt, at Apple har strengere krav til de indsendte apps end Android, skriver Mikalajunaite.
"Det er sandsynligt, at de strengere krav hos Apple i forbindelse med indsendelse af applikationer afholder udviklerne fra at forsøge sig med applikationer af lavere kvalitet, hvorimod udviklerne til Android Market indsender en del markedstest, prøveversioner, demoer og apps med malware," bemærker han.
Næsten 80 procent af alle fjernede apps fra Android Market har været gratis apps, hvilket kan betyde, at udviklerne lægger flere kræfter i de betalte apps, der altså gennemsnitligt er tilgængelig i butikken i en længere periode, påpeger Mikalajunaite.
I Windows Phone Marketplace er det til gengæld kun 13 procent af de offentliggjorte apps, der senere trækkes tilbage, men det er ogsåen relativt ung app-butik, der kun lige er ved at blive opdaget af udviklerne, fremhæver Mikalajunaite.
Oversat af Thomas Bøndergaard