Allerede nu slår knapheden på harddiske igennem på det danske it-marked, efter at distributørerne Also Actebis og EET Nordic i sidste uge aflyste restordrer og lukkede for bestillinger fra forhandlerene.
Hos EET Nordic fortæller administrerende direktør Tinna Pichard, at harddiskmangelen rammer en række af de dominerende producenter som Hitachi, Western Digital, Toshiba og Seagate, som alle har en del af deres hardiskproduktion placeret i Thailand. Tinna Pichard ved ikke, om flere producenter er ramt.
»Producenter kan ikke svare på, hvornår de kan levere og hvad priserne bliver, så det giver ikke rigtig mening at modtage ordrer fra vores kunder på de varenumre. Vi har også nogle ordrer, som er fra før oversvømmelserne. De kunder har vi taget fat i, og lige så snart vi ved noget, er vi klar til at levere, men om det så bliver dobbelt så høje priser, ved vi ikke noget om på nuværende tidspunkt,« siger Tinna Pichard.
Hos den største distributør på det danske marked, Also Actebis, er der ifølge et opslag på firmaets hjemmeside lukket for salg af harddiske til consumer- og OEM-kunder. Ligesom hos EET Nordic er årsagen de omfattende oversvømmelser i Thailand, som har lammet store dele af landets harddiskproduktion, som under normale omstændigheder står for omkring en fjerdedel af produktionen på verdensplan.
Ifølge Also Actebis danske ansvarlige for komponentsalg, Carsten Bartholdy, har harddisk-producenterne slettet samtlige restordrer.
Ifølge CRNs oplysninger er også internationale distributører som Tech Data, Avnet og Ingram Micro holdt op med at modtage bestillinger på harddiske.