Artikel top billede

Fornuftig infrastruktur: Gratis software og internet til alle

Jeg tror nok lige, at vi kan undvære it-ordførerne - og IT- og Telestyrelsen - og interesseorganisationerne - og it-branchen som sådan.

Så er dét valg også overstået. For fjerde eller femte gang i træk nægtede jeg at stemme, for de sagde jo alle sammen det samme: "Mere til de tre millioner på Støtten og flere på Støtten".

Som sådan har jeg intet imod det budskab. Det kan være lige så godt som andre budskaber. Det var bare lidt ensformigt, synes jeg.

Thatcher sagde ganske vist en gang, at "The problem with socialists is that sooner or later they run out of other people's money" - og alle partierne er socialistiske. Det er de nødt til at være, hvis de 2/3 af vælgerne, der er på Støtten, skal stemme på dem. Samt alle dem i den sidste tredjedel, der laver ting og sager for det offentlige (ingeniørfirmaerne, osv.).

Men det passer ikke helt, hvad Thatcher sagde. For man går jo ud fra - rent instinktivt - at man kun kan beskatte folk op til 100 procent, og så stopper festen.

Nej, nej, nej. Under Oluf Palme var de fremsynede nok i Sverige til at bryde denne arbitrære begrænsning og sætte for eksempel Astrid Lindgren til at betale over 100 procent i personskat. Så det skal I ikke være nervøse for. Socialisterne kan fortsætte festen meget længere, end I tror. Når først vi er over de 100 procent, og de sidste penge er suget ud af vore pensionskasser (en lineær fremskrivning siger mig, at det sker om 10 år), så er der ingen grænser for vækst. Så kører det.

Tilfældet Belgien

I mellemtiden er vi vidne til to vildt mærkelige fænomener - et dansk og et internationalt.

Det vildt mærkelige danske fænomen er vores branche. Den kører friskt igennem den ene krise efter den anden, omstiller sig hurtigt, forandrer sig radikalt på få år igen og igen, og fortsætter med at vokse i omsætning og antal ansatte.

Det vildt mærkelige internationale fænomen er Belgien. De har været uden regering i 15 måneder nu, og de er i den tid gået fra nummer sjok til den højeste vækst i Europa.

Det kunne jo tyde på, at de resultater kaos-teoretikere er kommet frem til - nemlig at et system, der får lov til at passe sig selv (indrammet af lidt love og lidt politi for at sikre mod banditter) - klarer sig bedre end et hvilket som helst system, der ustandselig udsættes for indgreb, love, forkyndelser, bekendtgørelser og andre mod-cykliske initiativer.

Vi er vidunderligt fri for direkte politisk indgriben i vores branche (hjulpet godt på vej af it-ordførere uden interesse eller indsigt), og vi er vidunderligt fri for fagforeninger, der hælder cement i organisationsdiagrammet fra oven. Til gengæld har vi så også bedre lønninger og friere arbejdsforhold og omstillingsparathed, hvilket giver vækst på den fede måde.

Jeg vil derfor foreslå, at vi tager konsekvensen og nedlægger it-branchen som sådan. Jeg ved ikke mere, hvad it egentlig er, for det er i alt, hvad vi anvender i dag, og det er vel stort set bare VIDEN, og det skal i alle produkter alligevel.

Forfatteren Nicholas G. Carr sagde i øvrigt det samme for nogle år siden i sin artikel "IT doesn't matter".

Nedlæg it

Vi kan starte med at nedlægge it-ordførerne hos samtlige partier. Den ene foreslog under valget total logning af al surfing - de andre foreslog de to sædvanlige socialnasserting:

"Det offentlige skal have lavet en masse it-systemer" og "Der skal laves partnerskaber mellem det offentlige og private it-virksomheder".

Jeg tror nok lige, vi kan undvære it-ordførerne.

Så kan vi nedlægge IT- og Telestyrelsen. De tænker også kun i socialnasseri i form af kæmpestore, offentlige projekter og noget med ulige partnerskaber og flere regler og underlige bekendtgørelser og fantastiske workshops drevet af eksterne coaches. Jeg tror nok lige, vi kan undvære IT- og Telestyrelsen.

Dernæst kan vi lukke interesseorganisationerne. Den ene ledes for eksempel af en tidligere generalsekretær for et gammelt parti, og hans vådeste drøm er at få it-branchen på Støtten lige så meget som landbruget. Dét er sgu da en vision. Ikke noget med eksport og alt dét der - nej, direkte hen til truget ved hjælp af pression og fjollede mediekampagner.

Derudover foreslår de - ja, I gættede det - flere offentlige projekter og nogle partnerskaber med det offentlige. Jeg tror nok lige, vi kan undvære den slags interesseorganisationer.

Forestil jer den vidunderlige stilhed, der ville sænke sig, mens vi it-folk bare kunne sætte os ned og begynde at arbejde i ro og fred uden konstante indblandinger fra folk uden interesse og indsigt ... rent Nirvana. Det er den berusende følelse, hele den belgiske befolkning oplever i disse måneder. (Med den partisammensætning, vi fik ved valget, er der faktisk en god mulighed for, at vi kan havne i en tilsvarende lykketilstand, hvor politikerne er lammede, så de ikke kan komme med nye, fjollede love og indgreb hele tiden. Kryds fingre.)

Gratis internet og lige så gratis software

Hvis det ikke kan lade sig gøre, så foreslår jeg, at IT- og Telestyrelsen gør noget radikalt: Sørger for, at alle har gratis internet i Danmark, og sørger for, at al software er gratis at bruge for virksomheder i Danmark og mennesker i Danmark.

Vi skal simpelthen have country-licenser for alt muligt software fra Microsoft, Oracle, VMware, Symantec, IBM, osv. Så kan de nedlægge deres landekontorer og spare alle deres sælgere og marketingsfolk, og hvad har vi - der er jo tegnet licenser for hele landet alligevel, og alle, der gider lave en biks i Danmark eller bare bo i Danmark, har fri råderet over softwaren.

Gratis internet og gratis software. Dét er sgu da en infrastruktur for det 21. århundrede i stedet for noget med betalingsringe og motherfuckersygehuse og brolægning af gågader.

Så ville der endelig være noget, vi kunne prale af igen.

Så ville vi kunne lokke udenlandske virksomheder til landet.

Så ville der være én grund til at blive i Danmark.

Mogens Nørgaard er administrerende direktør i Miracle.

Denne klumme blev bragt i Computerworlds trykte udgave fredag 30. september 2011.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere