Artikel top billede

Forsøg i Østjylland: Elever får forbud mod pc - må kun bruge iPad

Forsøg skal vise, om tavle-pc kan fjerne den "digitale støj" i undervisningen.

Danske skoleledere nærmest flokkes for at tilbyde nye elever iPads eller andre elektroniske gadgets. Men har dimserne nogen positiv indvirkning for undervisningen?

Det skal et forsøg på Odder Gymnasium forsøge at belyse.

30 elever, der begynder i 1.g, starter skoleåret med iPads. Udelukkende iPads.
Resten af skolens elever sidder typisk med bærbare pc’er, men de 30 elever må kun have den flade Apple-maskine fremme, så det kan slås fast med sikkerhed, hvordan maskinen påvirker undervisningen.

”Hos os er det tale om et regulært forsøg. Det kan godt være, at det viser sig, at det bare er en smart maskine. En sjov gadget. Men det kan også være, at den rent faktisk virker i undervisningen og rent pædagogisk. Nu må det komme an på en prøve,” siger Lars Bluhme, rektor på Odder Gymnasium.

Han har allerede en begrænset erfaring med iPad’ens indvirkning på undervisningen. Sidste skoleår blev 12 udvalgte elever udstyret med iPads som forsøgsdyr og for at finde relevante programmer.

Men mini-pilotprojektet har allerede understreget to områder, som iPads eller andre tavle-pc’er formentlig kommer til at ændre i skolerne.


Væk med bøvl - Teknologi bliver gennemsigtig

Det ene punkt er ”convenience”.

”Den er relativ enkel og i modsætning til PC-verdenen er iPad’en en meget lukket verden. Det betyder, at formatproblemer, opstartsproblemer og konverteringsproblemer, som ellers præger vores undervisning, er væk. Alle andre elever sidder med bærbare computere, og det giver et stort – lad os sige - teknologi-fokus. Der bliver meget snak om formater, computere der ikke kan starte, elever der mangler strøm, og når så skærmen bliver slået op, kan det også være, at der er en Facebook-besked, som de skal forholde sig til,” siger Lars Bluhme.

”Der meget støj på linjen fra teknologien. Hvorimod en iPad bare er der. Bang! Den er der, når man tænder for den. Den har batteri til ti timer, og hvis man bruger det program, vi har valgt at bruge, Office2HD, så er der ét format, som vi skal forholde os til, doc eller docx, som også spiller sammen med Google Apps, som vi bruger,” siger Lars Bluhme.

Tavlecomputerne kan tilmed kobles til klaselokalernes elektroniske tavler, så de gnidningsløst kan bruges i undervisningen af læreren eller til elevernes fremlæggelser. At teknikproblemer træder i baggrunden kommer til at få en stor betydning, mener Lars Bluhme.

”Teknologien bliver på den måde gennemsigtig og et ”rent” værktøj. Det kommer til at betyde meget for undervisningen i fremtiden”.

En anden fysisk fordel er, at ipads ikke skal foldes ud som en bærbar maskine og derfor ikke skaber en ”mur” mellem lærer og elev.


”Vi stjæler elevernes fritid”

De deltagende elever i dette skoleår har samfundsfag og engelsk på højt niveau, så det betyder ikke så meget for forsøget, at der ikke findes mange dansksprogede undervisnings-apps endnu – men flest engelske. (Se hele listen med apps, som eleverne i Odder skal købe som ”pensum” øverst til højre i artiklen).

Et andet vigtigt element er ”Learning- On-Demand ”. At eleverne får lyst og mulighed for at lære, også når de ikke sidder på skolebænken, fordi redskabet er mobilt og altid online med 3G.

”Det lyder ikke pænt, men vi forsøger at stjæle noget af elevernes fritid,” indrømmer Lars Bluhme og forklarer, at elevernes adgang til læring bliver kortere. De kan lære på egne betingelser. De kan læse lange digitale bøger i sofaen. Eller de kan sidde om aftenen og blive undervist via podcast.

Odder Gymnasium har ikke blindt valgt iPad’en frem for andre produkter. Flere Android-baserede tablets fra for eksempel Motorola og Samsung har været i spil, men de er kommet så sent til Danmark, at skolen valgte iPad som det bedste bud på daværende tidspunkt. Det koster cirka skolen 100.000 kroner.

Forskere fra Aarhus Universitet skal dokumentere forsøget i Odder, der får støtte fra Undervisningsministeriet, Apple Education Danmark, Atea, TDC Uddannelse og Systime, der laver digitale undervisningsbøger. 

 




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere