Danske Amazon-kunder er rystede

Umiddelbart slap danske Amazon-kunder for nedbruddet. Men det lange nedbrud hos Amazon Web Services i påsken har skabt utryghed.

Amazon er med deres Web Services (AWS) den mest kendte cloud-leverandør inden for Infrastructure-as-a-Service (IaaS). Amazon er kendt for nemme, billige og sikre løsninger. Med en nedetid på fire dage over påsken blev der prikket en anelse ved den lyserøde sky.

"Vi har jo egentlig valgt Amazon, netop fordi vi mente, at det var noget af det mest stabile," siger Morten Middelfart, udviklingsdirektør for Targit, en stor dansk leverandør af Business Intelligence, som dog var heldige ikke at blive ramt af nedbruddet.

Netop cloudtjenester lovprises ofte af sælgere og konsulenter for at være meget mere et mere sikkert valg end at have en server stående internt. Data fra analysefirmaet Appneta.com, som sjovt nok også blev ramt af Amazons nedbrud, viser, at de 40 største cloud-leverandører tilsammen havde en oppetid på 99.948 procent, svarende til sølle 273 minutters nedetid om året.

Amazons kedelige og tunge bidrag til nedestatistikken begyndte torsdag, da der opstod problemer i et datacenter i North Virginia. Amazon har et helt netværk af datacentre, så det var kun en mindre andel af cloudleverandørens kunder, der blev ramt. Eksempelvis blev den europæiske del, med base  i Irland, ikke ramt, og ComON er ikke vidende om, at danske organisationer mistede it-kapacitet over påsken. Men for de kunder, der i fire dage stod uden rå it-kapacitet, var nedbruddet alvorligt.

Selv hos danske Amazon-kunder, der var heldige at undgå nedetid, har nedbruddet vakt panderynker. For nogle er det lange nedbrud et tegn på, at cloud stadig er en umoden teknologi. For andre er Amazon ikke sikker nok: Der må ekstra back up til, når det handler om vigtige it-systemer.

 

Netmedier hoster selv

For JP/Politikens Hus, som driver store hjemmesider som Jp.dk, Pol.dk og Eb.dk, er nedbruddet en sørgelig bekræftelse af, at cloud stadig er en teknologi, som er i gang med at modnes.

"Vi taler jo ikke om en lille garagevirksomhed. De er meget meget professionelle. At de kan begå sådan en fejl; det siger noget om markedet. Amazon er jo på ingen måde amatører," siger Per Palmkvist Knudsen.

Hans virksomhed har derfor indskrænket sig til at vælge Amazon som cloududbyder til mindre ad hoc-opgaver. En del læsere vil måske kunne huske, da Amazon for et halvt år siden slukkede for strømmen til Wikileaks, men samtidig lod Politiken hoste en spejling af Wikileaks i netop Amazon-skyen. Men her stopper cloudfesten for JP/Politikens Hus. Den daglige drift af netmedierne ligger stadig internt på egne servere og på eget Storage Area Network (SAN).

Per Palmkvist Knudsen undrer sig specielt over, at nedbruddet stod på over fire dage, og at der stadig tirsdag er problemer med længere svartider

"Hvorfor går der så lang tid? Det er overraskende lang tid. Hvorfor ikke bare flytte kunderne til nogle af de andre datacentre? Det virker underligt," siger han og tilføjer at en eller to timers nedetid er almindeligt, men at flere dages nedetid er uacceptabelt.

"Hvis vi havde været uden it-kraft i fire dage, så var vi tæt på at gå ud af business. Ej, det er nok overdrevet, men det ville være meget alvorligt," siger Per Palmkvist Knudsen.

Ville I ikke kunne vælge flere forskellige lokationer, eksempelvis på to forskellige kontinenter, og dermed sikre back up?

"Jo, men der er to problemer i det. Det er kun interessant, hvis det to forskellige udbydere, men der er jo ikke rigtig nogen standardiseringer endnu, så jeg tror, at det er teknisk vanskeligt. Derudover tror jeg, det er prismæssigt tungt," siger it-chefen for JP/Politikens Hus.

Han er dog ikke i tvivl om, at rå it-kraft en dag er noget, som virksomheder køber ude af huset. Ligesom fabrikkerne i industrialiseringens vorden havde egne elkraftværker, men siden outsourcede elproduktionen til kraftværker, så vil virksomheder om et antal år købe al rå it-kapacitet ude af huset.

"Rå it-kraft bliver et commodity, du køber dig til. Det er det jo bare ikke endnu, hvilket denne sag også viser. Tænk, hvis strømmen var gået, så var der lydt et ramaskrig," siger Per Palmkvist Knudsen.

 

IT- og Telestyrelsen sikrer NemHandel med ekstra back up

IT- og Telestyrelsen er gået meget længere end JP/Politikens Hus, men stoler ikke nok på Amazon til at overlade ansvaret for kritiske it-systemer alene til den amerikanske cloudleverandør. Det er tjenesten NemHandel, som virksomheder bruger til at sende fakturaer til hinanden, telemyndigheden har lagt i Amazons sky.

Cloudløsningen sparer styrelsen en masse penge, op til 60 procent, på drift, og NemHandel har deres data i europæiske datacentre og er derfor ikke ramt af nedbruddet. Embedsmændene har dog gjort sig nogle tanker om, hvordan de skal sikre, at virksomheder nemt kan gøre forretninger med hinanden - selv om et Amazon-datacenter skulle gå ned.

"Visse dele af infrastrukturen er mest kritisk. Der er dele, som kan holde til at være nede i noget tid, og visse dele som ikke kan," forklarer Helle Schade Sørensen, chefkonsulent med ansvar for NemHandel hos IT- og Telestyrelsen.

"De kritiske dele er et register, som virksomheder slår op i, når de skal sende fakturaer elektronisk. Registeret har styrelsen sikret er tilgængeligt på to forskellige fysiske datacentre i Europa. Går det ene datacenter ned, kører registret videre på det andet center. Skulle det ske, at begge europæiske centre er nede samtidig, ligger der en kopi med daglig back up hos den danske driftsleverandør Netic. Registeret vil kunne gendannes lokalt på baggrund af kopien i løbet af 8-10 timer, anslår Helle Schade-Sørensen. Derudover har styrelsen en ekstra backup liggende i deres staging-miljø, som også løbende bliver opdateret. Desuden er setup'et i NemHandels-registret baseret på, at virksomheder selv kan have lokale kopier kørende af registret, hvis man ønsker det af forretningsmæssige årsager. Derfor kan registeret sandsynligvis nemt gendannes, hvis alle fire backup skulle gå ned, vurderer Helle Schade-Sørensen.

"Men hvis nu Amazon melder ud, at de er oppe at køre igen i løbet af nogle timer, så er det lettest at vente på dem," siger chefkonsulenten.

Andre dele af NemHandelsinfrastrukturen, har IT- og Telestyrelsen vurderet, at det ikke er nødvendigt med ekstra tilgængelighed. Det er eksempelvis en fakturablanket, som virksomheder bruger til at indtaste en faktura, de kan sende til offentlige myndigheder. Blanketten er der back up på, men hvis den ikke er tilgængelig for virksomhederne i nogle dage, vil det ikke være et større problem for kunderne, eftersom der findes flere kommercielle udbydere af fakturablanketter med samme funktionalitet, siger chefkonsulenten.

Helle Schade Sørensen understreger, at der både i cloud-løsninger, mere traditionel ekstern hosting samt intern hosting altid er risiko for nedetid.

"Vi har lavet vores infrastruktur, så det er nemt at starte igen. Vi har taget højde for, at nedbrud kan ske. Det handler om sund fornuft. Træerne vokser ikke ind i himlen blot fordi man er kunde hos Amazon," siger Helle Schade-Sørensen.

Hos en anden Amazonkunde, det Hjørring-baserede it-firma Targit, er udviklingsdirektør Morten Middelfart overrasket over det lange nedbrud. Targit, som udvikler og sælger Business Intelligence, slap dog for nedbrud. Men nedbruddet overrasker.

"Otte timer ville være noget, man kunne forholde sig til, men fire dage - det lyder af meget, hvis du spørger mig, sådan rent spontant," siger Morten Middelfart.

Targit er selv netop begyndt at tilbyde et add-on til deres Business Intelligence fra Skyen. Deres kerneprodukt sælges som traditionel licensbaseret software på enkelte maskiner og derudover gennem forhandlere i skyen. Targit har altså ikke på egen hånd lagt deres kerneprodukt i skyen endnu.

"Så er det også den lidt lettere ende af ydelserne, vi har lagt i clouden først," siger han.

"Dermed er det også lidt lettere at acceptere, at man ikke kan få en specifik garanti for, at det altid er oppe, hvis der skulle komme et nedbrud," siger Morten Middelfart.

Selv om fire dage er lang tid, så mener han, at it-folket altid må regne med nedetid - ligegyldidt om dataene ligger i skyen eller på eget infrastruktur, siger han.

"Man skal jo ikke glemme, at ens egen server går jo også ned en gang imellem," siger Morten Middelfart.

"Hvis det kan ske hos Amazon, så kan det i hvert fald også ske hos os," siger han.

 

123hjemmeside.dk valgte et dyrere Amazon-produkt

Den danske hjemmeside-udbyder 123hjemmeside.dk, som har købt plads i Amazons sky til de datatunge billeder, havde netop fravalgt Amazons EBS-produkt, som blev ramt af nedbrud over påsken, og i stedet valgt billedlagring i Amazon-produktet S3 med et Content Delivering Network (CDN) oven på. S3-løsningen er mere robust, siger Morten Elk, direktør for 123hjemmeside.dk.

"De forskellige Amazon-services har forskellige pålidelighed. Skyen er ikke bare skyen. Du skal lægge en plan, der tager højde for graden af pålidelighed og have en fall back plan, hvis tingene går ned," siger Morten Elk.

Ligesom ved al anden hosting skal en cloud-driftsplan balancere mellem prisen og behovet for stabilitet, siger Morten Elk. Udover hosting hos Amazon har hans firma backup i en eget hosting-infrastruktur.

"Det er fedt, at andre passer tingene for dig i skyen. Men det er også en risiko. En ordentlig driftplan tager højde for det," siger han.




IT-JOB

Dynamicweb Software A/S

Solution Architect

Quadsat ApS

Robotics Engineer

MAN Energy Solutions

Full Stack Developer

MAN Energy Solutions

LTSA 4-Stroke Technical Advisor
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere