Nedgang i omsætning på løsningssalg har tvunget entrepriseforhandleren Datacon til at fyre folk i sin i hardwareforretning.
Administrerende direktør Jan Misser bekræfter overfor CRN, at Datacon i sidste uge har sagt farvel til seks medarbejdere - herunder tre sælger.
»Situationen på markedet betyder, at vi bliver ramt på den øvre del af markedet, men når man tænker på, at vi har fusioneret to virksomheder, synes jeg det er naturligt, at vi løbende tilpasser forretningen,« siger Jan Misser med henvisning til, at Datacon i efteråret overtog aktiviteterne i den krakkede konkurrent Kerfi.
Han oplyser, at kundernes tilbageholdenhed over de sidste måneder har ført til en nedgang i omsætningen i den høje ende af markedet på mellem 20 og 25 procent.
»Tilbagegangen betyder, at vi nu gerne vil snakke bredere med kunderne,« siger Jan Misser.
Han peger dog på, at den svigtende omsætning i hardwaresalg modsvares af fortsat fremgang i salget af ERP-løsninger, hvor Datacon især står stærkt indenfor Microsoft Dynamics AX. I løbet af februar og marts har Datacon således ansat seks nye medarbejdere i denne del af forretningen. Senest har man hentet to sælgere fra konkurrenten Comwir, som tidligere i denne måned meddelte, at man var på vej mod konkurs.