NEW ORLEANS - Den sidste spindoktor er ikke død endnu. Og symbolikken er da også til at tage og føle på, når Microsofts øverste partnerchef, Allison Watson, dagen før starten på softwaregigantens »Worldwide Partner Conference« i New Orleans river et par timer ud af kalenderen for at svinge malerrullen på en nedslidt skole.
For ligesom børn og forældre i den lokale skole i distriktet 9th Ward i New Orleans, for fire år siden var blandt de hårdest ramte, da orkanen Katrina satte store dele af byen under vand, så er Microsoft og selskabets tusindvis af partnere over hele kloden lige nu hårdt ramt af den økonomiske krise.
Derfor ligger det snublende nær at se Allison Watsons bidrag til at shine væggene i den lokale skole op med en fornuftig og holdbar lysebrun nuance som et symbolsk budskab til de 7.000 Microsoftpartnere, som de næste dage skal lytte til Microsoft-bossernes bud på, hvordan det forretningsmæssige terræn ser ud, og hvad der kan bringe firmaet og dets partnere sikkert gennem krisen.
På den ene side den forretningsmæssige syndflod i form af økonomisk krise her og nu. På den anden side skal partnerne forsikres om, at Microsofts gode hjerte vil flyde over med nye produkter og forretningsmuligheder, der trods uvejret kan holde butikken i gang.
I hårde økonomiske tider drejer det sig om at vise kunderne, hvor de kan spare penge, lyder det fra Microsoft. Og netop det med at spare penge sker især indenfor de mange forskellige former for virtualisering, som stormer frem indenfor både applikationer såvel som på de traditionelle hardware-territorier som servere og storage. Forretningsmodellerne er typisk abonnementsbaserede løsninger, som nogle kalder cloud-computing, men som i Microsoft-regi går under navnet »software as a service«.
Til de partnere, som måtte være bekymrede for at blive overflødiggjort af de stadig flere virtualiserede pakkeløsninger, som mere eller mindre kan tages driftsklare ned fra hylden, lyder budskabet fra Microsoft, at partner skal være »omstilingsparate«.
Hos Microsoft mener man, at netop den omstillingsparathed blandt andet afspejler sig i hele tre nye produktlanceringer inden for det kommende år: Det nok så bekendte Windows 7 plus den nye 2010-Office-pakke samt det mindre omtalte virtualiserede operativsystem Azure.
Samtidig har Microsoft varslet en revision af sit partnerprogram, som tegner til at blive den kommende uges helt store nyhed. Et godt bud på indholdet af det nye partnerprogram er, at Microsoft fremover vil præmiere de partnere, der specialiserer sig - som eksempelvis ERP-forhandlere, der via såkaldte vertikale løsninger sætter »fokus på nye samarbejdsplatforme«, som Microsoft selv udtrykker det. Oversat til dansk betyder det øget pres på forhandlerne for at specialiserer sig i at betjene udvalgte brancher eller kundegrupper.
Så når Allison Watson, sammen med sine chefkolleger, den tidligere Adobe-chef Stephen Elop, superkøbmanden fra Wal-Mart, Kevin Turner og ikke mindst koncernchef Steve Ballmer, de næste dage taler til de partnere, som samlet set står for mere end 90 procent af Microsofts salg, kan de være sikre på at der bliver lyttet til nuancerne – uanset hvor brede penselstrøg de fire Microsoft-spidser benytter sig af.