Actebis: MSI udvider sin distributionsaftale med Actebis og vil fremover bruge distributøren til at få sine computere og komponenter ud til forhandlere i Danmark, Norge og Sverige. Det skriver det norske nyhedssite Itbransjen. Actebis har hidtil haft en distributionsaftale med MSI, der dækker Frankrig, Holland og Tyskland, og ifølge Actebis bliver aftalen udvidet for at styrke distributørens komponentvirksomhed.
E-conomic: Den danske udbyder af onlineøkonomistyring til små og mellemstore virksomheder, E-conomic har vundet den britiske handelsmyndighed UK Trade & Investmens 2010-pris i kategorien “Best Nordic Newcomer”. E-conomic modtog prisen 4. marts på Børsen i London, og E-conomics administrerede direktør Torben Frigaard Rasmussen lover endnu mere vækst i 2010.