(Opdateret) Trods amerikanernes enorme arsenal af kostbart, højteknologisk hardware var det gammeldags detektivarbejde, der fandt adressen på verdens mest eftersøgte terrorist, og ikke supercomputere fodret med satellitovervågnings-data og Echelon-aflytninger.
Men nu hvor manden er fundet og skudt, kan omverdenen i det mindste bruge nettet til at stille sin nysgerrighed.
Allerede få timer efter meldingen om hans død kunne man på Google maps se det hus i den pakistanske by Abbotabad, hvor Osama bin Laden i formentlig flere år holdt sig skjult.
Og på Twitter kun man følge aktionen, mens den fandt sted – dog uden at live-bloggeren – en lokal it-konsulent ved navn Sohaib Athar– vidste, hvad der skete.
Google Maps-brugere er dog ikke helt enige om, hvordan rapporterne fra USA skal kombineres med lokale data. Mens Bin Ladens hus af flere af udpeget som en stor bygning i centrum af Abbotabad, mener mange andre, at det er et andet hus i byens nordlige udkant.
Sidstnævnte flok har desuden følt sig kaldet til at kommentere stedets hidtige beboer med diverse morsomme bemærkninger.
Opdatering: Ifølge billeder, som Reuters bringer efter at have talt med lokale vidner er det helt sikkert ikke førstnævnte hus, men temmeligt sikkert sidstnævnte hus på Google maps, der er det rigtige.