Der tales meget om billige computere til børn i verdens fattigste lande. Men selv i et land som Storbritannien kan der være mange, der ikke har råd til en bærbar. Det har fået regeringen til at iværksætte et initiativ, hvor op til 270.000 familier kan modtage en gratis computer og gratis bredbånd.
Den britiske premierminister Gordon Brown annoncerede initiativet helt tilbage i 2008 og regeringen forventer at bruge mere end tre milliarder kroner på kampagnen, der skal mindske kløften mellem de velstående og fattige skoleelever. En nylig undersøgelse viser nemlig, at elever som har en laptop derhjemme klarer sig markant bedre end dem uden.
Nu er projektet foreløbig rullet ud i to lokalområder i Storbritannien. Allerede i 1990'erne forsøgte den daværende regering sig med et program, hvor firmaerne kunne lease computere ud til deres ansatte og til gengæld få skatterabatter, men dette program blev senere indstillet igen.
Staten betaler
I det nye initiativ er det staten, der betaler for computeren, og skoleeleven kan beholde maskinen, mens der kun er gratis bredbånd i det første år.
Familier med børn mellem 7 og 14 år kan ansøge om tilskud til en computer og bredbånd fra en godkendt leverandør. Børn som er anbragt i pleje eller allerede får specialundervisning skal prioriteres.
Samtidig viser en undersøgelse, at 80 procent af de britiske skoler og gymnasier faktisk har skåret i deres it-budgetter, og kun 14 procent tilbyder teknisk support til lærerne.