Selvom det har været muligt længe at tjekke mails og surfe på nettet med mobilen, så er det stadig et begrænset antal danskerne, der gør det. Kun 7 procent af danskerne mener, at internetadgang og e-mail er nogle af mobiltelefonens vigtigste funktioner lige nu.
Det viser en Userneed-undersøgelse foretaget for Sonofon og Cybercity.
Men der er håb forude. 42 procent angav nemlig i samme undersøgelse, at de forventer, at mobiltelefonen bliver deres primære medie til at sende e-mails i fremtiden, mens 33 procent forventer, at den bliver primært medie til internettet:
»Undersøgelsen viser, at mange stadig har en traditionel opfattelse af, hvad en telefon bruges til. Men resultaterne viser glædeligvis også, at det er ved at ændre sig. Kunderne har fået øjnene op for de uanede muligheder, som mobilen besidder,« fortæller Henrik Skov, der er direktør for produkt- og markedsudvikling hos Sonofon og Cybercity.
Michael Sandager, CEO hos Mobiltech, der står for markedsføring, produktion og distribution af digitalt indhold til mobile enheder, bekræfter, at det nu endelig ser ud til, at ”ulven kommer”, som der står i en ny rapport, ”Ulven kommer III” fra Mobile Tech/ Mediaworks:
»I flere år har mobilbranchen råbt, ”ulven kommer, ulven kommer!”, men ulven kom ikke, det vil sige, vi har ikke set en eksplosion af brugen af mobil marketing. Men meget tyder på, at ulven nu kommer alligevel, for vi ser en så støt og stabil udvikling, som vil fortsætte mange år fremover, at det er svært at afvise vækstprognoserne,« forklarer Michael Sandager.
Han baserer optimismen på, at der har været mindst 50 procent stigning i antal sidevisninger på seks måneder og mindst 100 procent stigning på 12 måneder for sidevisninger og unikke brugere.
Michael Sandager understreger dog, at det er vigtigt at skelne mellem 'websites' og 'mobilsites', når man taler om internet på mobilen. Forsøger man at åbne en www-side, skal man vente lang tid på, at siden loader, mens det går langt hurtigere at loade de mobile versioner af websitene.
Michael Sandager bekræfter også, at det specielt er smartphones, der driver værket. Opgøres andelen af antal sidevisninger per producent af mobiltelefoner, er iPhone især vokset på bekostning af Sony Ericsson, står der således i rapporten. Mere overraskende er det, at brugen af Windows Mobile-telefoner ligger konstant og uden vækst.