Det er især købet af Tempest i sommeren 2004, der har bidraget positivt til den nordiske softwaredistributør Nocoms resultater. Det fremgår af firmaets årsregnskab.
Salget af software med tilhørende services er således øget kraftigt, og firmaet landede på en omsætning på 214,2 millioner svenske kroner i 2004, hvilket svarer til en vækst på 42 procent.
En lignende succes har fundet sted hos danske Tempest, der i løbet af de seneste 8 måneder også har fordoblet sit resultat.
Firmaet, der netop har ændret regnskabsperiode i forbindelse med opkøbet af forretningen, har endnu ikke tal på et helt år, forklarer firmaets direktør Jan Braginski.
"Men de er sket en fordobling af bundlinien i løbet af otte måneder, og vi har også bidraget til det gode resultat hos nocom. Samtidig kan det ses, at en langt større andel af softwaresalget hos nocom nu udgøres af sikkerhed," fortæller Jan Braginski.
Tempest har arbejdet med IT-sikkerhed i 10 år og er i dag blandt landets største sikkerhedsdistributører med blandt andre Symantec, Sonicwall, ISS og Sybari på hylden.
Ejeren nocom har som value-adding distributør sit hovedfokus på at sælge software sammen med support og uddannelse.
nocom er med sine 100 ansatte repræsenteret i Danmark, Sverige, Finland og Norge.