Apple har været plaget af retsager og et stagnerende salg i andet kvartal og det er ikke gået ubemærket for investorerne. Apples aktiekurs er nu på det laveste niveau i otte måneder.
Onsdag trak Apple det amerikanske børsindex Nasdaq ned efter et fald på 2,9 procent fra 55,76 til 55,41 dollars per aktie.
Faldet skete på baggrund af en rapport fra American Technology Research, hvis analytiker Shaw Wu spåede, at den næste version af iPod Nano ville blive forsinket med op til tre måneder.
Den nye version skulle efter planen have været i butikkerne i tredje kvartal, og forsinkelsen skyldes ifølge Wu et leverandørskifte
Også Apples wide-screen video iPod, der var forventet i fjerde kvartal, bliver ifølge Wu sansynligvis udskudt indtil midten af 2007.
Apples iPod og virksomhedens iTunes service er fortsat altdominerende på markedet for digital musik, men Apples dominans er delvist afhængig af, at der hele tiden bliver introduceret nye udgaver af iPods til at drive væksten.
»Teknologiaktier har generelt været svage, men der er også en klar mangel på momentum fra nye produkter. Den sidste udgave af iPod nano blev introduceret i oktober, men den har ikke klaret sig særligt godt, og der er brug for en opdatering,« siger Wu til Reuters.