Silver Data, der har solgt ERP-systemer siden 1979, har nu rettet øjnene mod et helt nyt ERP-produkt på det danske marked - nemlig MI Business, der er bygget op på Mamut Software.
Erik Hansen, der er direktør i firmaet er ikke bleg for at indrømme, at det er svært at sælge ERP-systemer. Alligevel regner han med at kunne sælge det nye system til små og mellemstore virksomheder.
»Lige for tiden er der mange virksomheder, der kører med ældre versioner af økonomisystemer. De står for en udskiftning af deres gamle ERP-systemer, og det giver et hul i markedet. Vi satser derfor på at kunne tage vores del af markedet med det nye MI Business system,« fortæller direktøren.
Erik Hansen, der har evalueret MI Business systemet siden januar, har besluttet sig for at produktet fremover skal indgå fast i resten af sortimentet.
»Systemet passer godt ind i vores nuværende udbud af løsninger og produkter. Vi mener især, at systemets brugervenlighed og det gode forhold mellem pris og ydelse, gør det til en meget spændende løsning for mange af vores kunder,« beretter han.
For at synliggøre MI Business har Silver Data sat en kampagne i gang, der specielt er målrettet mod kunder i Nordsjælland, hvor virksomheden også selv holder til.
»Vi regner med at kontakte op til 200 SMB-virksomheder. Men vi har en forsigtig målsætning om at skaffe minimum 10 møder. Jeg er sikker på, at hvis vi får lov til at demonstrere det nye system, så sælger det af sig selv,« lyder det fra ham.
Silver Data har i alt 3 ansatte og blev stiftet i 1979. Og har eksisteret i sin nuværende form siden 1990. Firmaet holder til i Farum.