Regeringen skal nu stå til ansvar for sin holdning om, at forhandlingerne om nettets nye Grundlov - pirattraktaten ACTA - skal foregå i dybeste hemmelighed. Regeringen har hele tiden fastholdt, at forhandlingerne skal føres så langt fra offentligheden som muligt. Senest viser lækkede dokumenter, at Danmark sammen med USA er den mest indædte modstander af, at offentligheden får indblik i forhandlingerne.
Men nu bliver regeringen afkrævet svar. Enhedslistens IT- og EU-ordfører Per Clausen har på baggrund af ComONs dokumentation indkaldt Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) til samråd i Europaudvalget.
"Som minimum er det rimeligt, at vi får oplyst, hvad der er den danske regerings og EUs mål med forhandlingerne. Hvad vil de opnå, og hvor går smetegrænsen i forhold til, hvilke rettigheder man vil give køb på. Det er vigtigt at vide, om regeringen arbejder for åbenhed og for at sikre, at der ikke sker juridiske indgreb i ytringsfriheden på nettet. Konsekvensen af, at vi ikke får noget at vide, er, at der er en mængde rygter, og med tanke på at det pladeindustrien der står bag udkastet til traktaten, så kan det ende meget grimt for borgernes rettigheder på nettet," siger Per Clausen til CRN's søstersite ComON.
Per Clausen har bevidst valgt at kalde Erhvervsminister Brian Mikkelsen i samråd, fordi han med en baggrund som kultur- og justitsminister allerede er dybt inde i problemstillingen om beskyttelse af ophavsret kontra beskyttelse af borgerrettigheder.
Teleindustrien: Traktaten vil ændre nettet
Formålet med traktaten er, at sikre ophavsretsafhængige industrier mod piratkopiering. Men traktatens regler vil ramme alle - uanset om de begår ulovligheder eller ej. Det er den amerikanske film- og musik-industri, der står bag USA's forhandlingsoplæg til traktaten. Ifølge en række lækkede dokumenter fra forhandlingerne, så er den mest vidtrækkende konsekvens af traktaten, at teleindustrien bliver ansvarlig for kundernes handlinger på nettet. Det betyder, at foreksempel TDC eller Telia er ansvarlig for en kundes fildeling af ulovlige film. Hvis det bliver gennemført, så vil det forandre internettet voldsomt, siger Lasse Andersen der er advokat hos Telia og formand for Teleindustriens ISP Ansvarsgruppe.
"Hvis vi bliver straffet for vores kunders adfærd, så vil det ændre den måde nettet fungerer på. Vi vil bliver nødt til at overvåge, kontrollere og sanktionere kunderne. Rent samfundsmæssigt vil det betyde et helt andet internet, hvor man aldrig kan være sikker på, om man bliver overvåget og kontrolleret, og hvor bevægelsesfriheden på nettet bliver sanktioneret. Det er bestemt ikke noget, vi er interesseret i," siger Lasse Andersen til ComON.