- Hvad har været ugens vigtigste opgave for dig?
- Der har været mange vigtige, men fusionen mellem Ementor og Eterra til det nye Ementor har selvsagt taget meget af min tid. Der har været hektisk mødeaktivitet med medarbejdere, kunder og partnere. Inden ugen er omme er jeg nok oppe på 40-50 møder i alt, men så kommer jeg også først hjem fra arbejde lidt før midnat.
- Hvem har du sidst skrevet en e-mail til?
- En god kunde, som jeg har haft fornøjelsen af at samarbejde med i mange år. Ham har jeg netop inviteret med til et socialt arrangement i det nye Ementor, hvor vi samler nogle kernekunder til Bruce Springsteen koncerten.
- På en skala fra 1-10, hvor meget ved du så om IT?
- Selvom jeg har medvirket til programmeringsarbejde i tidernes morgen, så kan jeg jo ikke kalde mig teknisk specialist i ordets kliniske forstand. Dertil er IT for bred og specialiseret som disciplin. Men jeg har et klart forhold til IT's betydning som strategisk og operationelt værktøj for forretningen. Det vil jeg sætte til et 9-tal.
|
- Hvad kan gøre dig ked af det på dit job?
- Jeg bliver ked af det, når jeg oplever, at folk har deres egen agenda ? når de politiserer og suboptimerer frem for at tænke på virksomheden som helstøbt organisme. Vi har som videnbaseret virksomhed brug for talenter, men vi har mere brug for teamspillere end enegængere.
- Hvad laver du, når du ikke arbejder?
- Jeg læser, ser film og lytter til musik ? især operamusik af italienske komponister som Puccini og Verdi. Jeg tror, det er vigtigt at slappe af og komme ind i en helt anden verden. I weekenden nyder jeg stilheden og naturen ved mit sommerhus sammen med min kone. Her er der tid til samvær med gode venner og til fysisk aktivitet. Jeg er en ivrig motionscyklist og tager gerne 30 kilometers cykelture i Tisvilde Hegn.
- Har du en genstand, som betyder specielt meget for dig?
- Nej, genstande i sig selv siger mig ikke noget. Det er mennesker, der gør forskellen her i tilværelsen. Men hvis jeg skal pege på en genstand som et overordnet begreb, så må det være skønlitteratur, helst på originalsproget. Jeg værdsætter de oplevelser og den inspiration, viden og erkendelse, man får gennem bøger. Jeg er gift med en bibliotekar, som både køber og låner bøger til mig, så der altid er en stak.
- Hvilken bog ligger på dit natbord lige nu?
- Jeg er netop ved - nok en gang - at læse ni-binds klassikeren ?Forsyte?-sagaen af nobelprisvinderen John Galsworthy. Denne fantastiske fortælling om det engelske samfunds transformation fra Victoriatiden op gennem perioden til efter første verdenskrig, hvor den russiske revolution så brød ud, synes jeg er et flot studie i forandringer, ændrede normer og værdibegreber. Selvom vi i dag synes, vi lever i en hektisk tid med usædvanligt store forandringer, så er det jo for intet at regne sammenlignet med borgerskabet i England for 100 år siden.
- Hvem er din største helt?
- Heltedyrkelse ligger ikke til mig, men karismatiske personer, synes jeg er spændende at følge ? uanset om det er kunstnere, ledere eller politikere. Mennesker, der forstår at skabe ro i en organisation eller et samfund, mens det undergår forandringer ? og samtidig indgyde håb og inspiration til fremtiden. En person, jeg synes har klaret denne opgave formidabelt godt, er Winston Churchill, der under anden verdenskrig ormåede at skabe ro og målrettethed i den engelske befolkning gennem sine radiotaler. Samtidig var han en utrolig dygtig leder af krigsindsatsen, og han formåede at etablere et stærkt ledelsesteam til at styre England gennem de første svære år af krigen. Hans karisma var unik og Churchill er vel det nærmeste, jeg kan komme et heltebegreb.
Fem webadresser fra 'Foretrukne'-listen på Finn Hindkjær Pedersens computer: |
- Hvad er den største succes du har oplevet rent jobmæssigt?
- At se de virksomheder, jeg har været leder af, gennemgå vellykkede transformationer, vokse og være lønsomme. Specielt er jeg meget glad for, at vi lykkedes så godt med overgangen fra Ernst & Young Management Consulting til Merkantildata. Succesen her var i meget høj grad et teamarbejde, hvor der blev trukket på samme hammel i hele virksomheden. Realiseringen af det resultat var summen af en række delsucceser, som jeg havde fornøjelsen at dele med en lang række begavede og dygtige kolleger.
- Hvor meget tjener du egentlig?
- Som så mange andre ting i mit professionelle virke er det en fortrolig oplysning, som jeg holder for mig selv.