Hos den danske licensspecialist Again lurer direktør Frank Mortensen på, om Again vil kunne ekspandere uden for de danske grænser i 2011.
»Vi fordoblede antallet af medarbejdere i Danmark sidste år og har samtidig fordoblet forretning. Allerede i 2008 kiggede meget heftig på om vi skulle til ekspandere i Norden. I stedet brugte vi 2009 til at konsolidere vores virksomhed. Men nu vil jeg ikke udelukke, at vi i 2011 vil kigge intensivt på muligheden for ekspansion,« siger Frank Mortensen til CRN.
Han fortæller, at det ikke nødvendigvis er Norden, der er mål for Agains ekspansionsdrømme.
»Det kan lige som godt blive i Tyskland, som det kan blive i Norge eller Sverige,« siger Frank Mortensen.
Frank Mortensen virker måske endda lidt mere lun på Tyskland end på Norden.
»Det er et stort marked og ikke så konsolideret, som de nordiske markeder,« bemærker han om Tyskland.
For Frank Mortensen handler det dog i sidste ende om, at finde de rigtige folk. Microsoft kræver nemlig fra 2011, at man skal have mindst fire certificerede specialister, for at kunne agere på et marked.
»Og det er generisk vare vi har med at gøre. Det er overhovedet ikke lettere, at komme til Norden end til Tyskland. I sidste ende er det dog et spørgsmål om, hvor vi finder de rigtige lokale folk. Om det så bliver fem svenskere, fem nordmænd eller fem tyskere. Det må tiden vise,« afslutter Frank Mortensen.