Omsætningen steg med 20 procent til 58,5 millioner kroner, og resultatet blev 800 procent bedre end sidste år, hvor Axcess tabte en lille halv million kroner. I år blev det til godt fire millioner kroner i sorte tal på bundlinjen.
Stifter og direktør Stig Abildsøe erkender, at resultatet formentlig kunne have været endnu bedre, hvis Axcess ikke var blevet ramt af den ustabilitet, det medførte, da fire erfarne medarbejdere i februar forlod virksomheden for at starte deres egnen konkurrerende virksomhed, Conscia.
»Det er klart, at det giver lidt ustabilitet, så alt andet lige ville vil nok have fået endnu bedre resultater uden afbræk,« siger han.
Konkurrencen med udbryderne er dog ikke noget, der har plaget Axcess voldsomt siden da. Ifølge Stig Abildsøe er det yderst sjældent, at de to firmaer møder hinanden i markedet.
Ifølge direktøren har Axcess navnlig haft held med at fokusere på nye teknologier som netværks-sikkerhed, IP-telefoni samt server based computing (Citrix) - områder, der alle har budt på tocifret vækst.