HPs tidligere danske pc-chef Henrik Sinnbeck havde sidste arbejdsdag hos HP i starten af måneden. Nu løfter han sløret for sine fremtidige karriereplaner.
»Jeg har købt Randers Kaserne, og nu skal jeg bygge gamle smukke bygninger om til nye formål. Vi skal udvikle en helt ny bydel i Randers, det er superspændende, og jeg glæder mig meget. Vi har blandt andet indrettet et nyt rådhus til Randers Kommune i de gamle kasernebygninger,« siger Sinnbeck og tilføjer, at han har været mere eller mindre involveret i ejendomsprojektet siden 2006.
Han fortæller, at hans virksomhed, Skansen Holding, har købt 50 procent af virksomheden By i Byen, der ejer Randers Kaserne. Ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ejes de resterende 50 procent af en anden gammel it-kending, Eske Hartmann Munck, der er kendt som direktøren bag det krakkede Netkoncept.
De to er desuden gået sammen om at stifte firmaet Kontorzonen Jylland. Det er en jysk udvidelse til Eske Hartmann Muncks firma Kontorzonen, der sælger brugte kontormøbler.
»Handel med brugte møbler er ikke noget, der kommer til at tage meget af min tid. Jeg er med, fordi at jeg ser en forretning i det, men det bliver ikke mit hovedvirke,« siger Henrik Sinnbeck, der kender Eske Hartmann Munck via HPs og Netkoncepts samarbejde i it-branchen.