Da TDC i august samlede mere end 10.000 medarbejdere i Bella Centeret til firmafest, havde koncernchef Henning Dyremose et par ekstra folk med. De var ikke ansat i TDC, men var livvagter fra et privat vagtfirma.
Festen løb af stablen kort tid efter en turbulent tid i telekoncernen med både arbejdsnedlæggelser og fyringsrunder. Men TDC's pressechef Kim Schaumann afviser at Dyremoses livvagter skulle beskytte ham mod sure eller fyrede medarbejdere, der efter et par fadøl fik lyst til at sige et par alvorsord til chefen.
»Vi har ikke frygtet noget internt. Men det var Danmarks største firmafest, der var kendt på forhånd i kraft af avisomtale i JP København. Derfor frygtede vi at nogle ville crashe festen,« forklarer pressechefen til ComON.
Også til receptionen i forbindelse med sin 60-års fødselsdag den 22. december var Henning Dyremose omgivet af livvagter.