HP har fået en ordre til en værdi af hele 21 milliarder kroner på drift af den globale kolonialkoncern Procter & Gambles IT-systemer.
Aftalen løber over 10 år og medfører, at HP overtager Procter & Gambles IT-infrastruktur, datacentre, netværk og support i 160 lande. I den forbindelse bliver omkring 1.850 ansatte fra Procter & Gamble overført til HP's division HP Services.
Ifølge parterne blev HP udvalgt i konkurrence med "store udbydere af IT-tjenester".
Konkurrenten EDS stod til at sætte sig på kæmpeopgaven i slutningen af sidste år. Men i november brød drøftelserne sammen, og det fik EDS-aktien til at dykke.
Ordren fra Procter & Gamble kommer samme dag, som svenske Ericsson lagde store dele af selskabets IT-drift i hænderne på HP. Den aftale er der endnu ikke sat beløb på.
Ligesom kriseramte Ericsson håber også Procter & Gamble at kunne reducere udgifterne ved at outsource.
- HP er en førende aktør og kan hjælpe os med at sænke omkostningerne betydeligt og sætte skub i innovationen, lyder det fra den nye storkunde.