Den amerikanske producent af antivirussoftware Network Associates har endnu engang vakt panderynken hos analytikere og investorer, efter at selskabet har vendt et millionoverskud til underskud.
Selskabet, der står bag antivirussoftwaren McAfee, er i forvejen i børstilsynets søgelys, efter det er kommet frem, at selskabet i flere år har pumpet regnskaberne.
Senest har antivirusproducenten afleveret et kvartalsregnskab, der har vendt et overskud på 108 millioner kroner til et underskud på 25,5 millioner kroner.
George Samenuk, der er administrerende direktør i Network Associates, giver ingen detaljer om, hvilken krise selskabet er løbet ind i.
- Der har været nogle uventede udfordringer i visse dele af vores forretning i første kvartal, som vi tager meget seriøst, og som vi nok skal overvinde, siger han i forbindelse med regnskabsfremlæggelsen.
Værdien af Network Associates aktier faldt med 18 procent, da kvartalsregnskabet kom.
Børstilsynets efterforskning af Network Associates handler om, at selskabet har opregnet salget af produkter til dets forhandlere og distributører, mens den endelige omsætning først bør bogføres, når produkterne kommer ud til slutkunderne.
Network Associates har bebudet, at selskabet vil ændre regnskaberne bagud til 1998, men de nye opgørelser lader vente på sig.
Dermed har analytikere og investorer svært ved at vurdere selskabets økonomiske formåen.