Softwaregiganten Microsoft har givet grønt lys for ændringer i kernen på en del af koncernens software.
Hidtil har det eneste skridt i retning af åbenhed været muligheden for, at regeringer og visse store selskaber kunne få lov at studere koden i Microsofts produkter, men indtil i går, onsdag, var det forbudt af ændre i koden.
I et forsøg på at være mere åben, lancerer Microsoft nu licens-programmet "delt kode".
Det giver hardware-producenter mulighed for at ændre i koden på Windows CE-software, der blandt andet bruges i håndholdte computere, mobiltelefoner, kasseapparater og robotter, skriver Reuters.
Uden ekstrabetaling
Hardwareproducenterne, der indtil videre tæller blandt andre Hitachi og Samsung, betaler i forvejen licens for at indbygge Windows CE i deres produkter, og den nye ordning betyder, at de kan ændre i koden uden ekstra licensbetaling.
Den nye holdning hos Microsoft giver udviklere mulighed for at ændre i de basale features i Windows CE og eksempelvis at tilføje funktionalitet, som kan bruges til et digitalkamera eller en trådløs forbindelse.
Hurtigst voksende division
Microsofts Windows CE-division er den mindste af de syv divisioner målt på omsætning, men den er samtidig den hurtigst voksende.
I 2002 sikrede salg af produkter fra den division 469 millioner kroner ud af Microsofts samlede omsætning på 196 milliarder kroner.
Mens Microsofts samlede omsætning i 2002 voksede med 12 procent, steg salget af Windows CE- med 62 procent.
Microsofts teknologichef, Craig Mundie, siger til Reuters, at der ikke er nogen efterspørgsel i markedet efter at få lov til at ændre kildekoden i andre Windows-produkter.
- Vi forventer ikke, at der bliver mulighed for en kommerciel ændring af Windows i den nuværende situation, siger han.