KMD-chef ny formand for brancheforening

Lars Monrad-Gylling fra KMD indtager posten som formand for IT-Brancheforeningen. Muligheden bød sig, fordi den hidtidige formand, Microsofts Jens Moberg, netop er rykket et skridt op ad rangstigen og skal arbejde meget uden for Danmark.

En 42-årig med 18 års IT-karriere på bagen skal tale IT-branchens sag.

Lars Monrad-Gylling, topchefen i KMD, er valgt som ny formand i IT-Brancheforeningen med 204 IT-virksomheder i Danmark som medlemmer.

Den nye formand, der selv repræsenterer en stor koncern i branchen, siger, at han blandt andet vil arbejde for, at de mindre IT-virksomheder får vind i sejlene.

- IT kan skabe masser af værdi for hele det danske samfund. En aktuel udfordring er at få skabt en bedre forretning for mange af de små og mellemstore IT-virksomheder, som skal være med til yderligere at digitalisere Danmark, siger Lars Monrad-Gylling.

Han startede sin karriere i IBM umiddelbart efter cand.merc-studierne på Handelshøjskolen i København. I 1997 blev han salgs- og marketingdirektør i KMD og året efter blev han forfremmet til sin nuværende stilling som administrerende direktør samme sted.

IT-Brancheforeningens administrerende direktør Jakob Lyngsø har tidligere givet den nye formand dette skudsmål:

- Lars er dejlig at arbejde sammen med, og han og hans familie er behagelige og søde at være sammen med. Han er en sød fyr med et vindende væsen, og han er altid til at få fat i.

Også fra Anders Rosbo, kommunikationsdirektør i KMD, lyder der rosende ord.

- Han er god til at samle folk, god til at lytte og en god formidler. Pragmatisk, resultatsøgende og selv i konfliktfyldte situationer skal Lars nok få forsamlingen til at finde en løsning. Han har formået at gøre sig vellidt blandt politikere på Christiansborg. Han har osse et godt netværk, siger Anders Rosbo.

Privat bor Lars Monrad-Gylling sammen med Helle, som han har to børn med.

Udlandet trækker formænd væk

Den afgående formand, Microsofts Jens Moberg, har kun siddet på posten siden sensommeren 2002. Han betegner tiden i formandsstolen som "en yderst inspirerende og lærerig periode".

Jens Moberg overtog posten efter Michael Mathiesen, der efter 2M Invests konkurs satsede på at lave forretning i udlandet.

Med Jens Mobergs forfremmelse til ansvarlig for Microsoft i Central- og Sydeuropa vil han også få en karriere, der gør det svært at være nærværende som formand i en dansk brancheorganisation.

- Jeg havde selv ønsket, at den kunne vare længere. Men jeg finder det ikke relevant at fortsætte som formand for en dansk forening i en situation, hvor ingen af mine daglige arbejdsopgaver ligger i Danmark, siger Jens Moberg.

IT-Brancheforeningen får samtidig nye ansigter i foreningens forretningsudvalg og hovedbestyrelse.

Administrerende direktør i Danware, Peter Grøndahl, træder ind foreningens forretningsudvalg som viceformand side om side med de nuværende viceformænd, Kim Østrup, IBM Danmark, og Jørgen Bardenfleth, Giga/Intel.

Vicedirektør Klaus Holse Andersen, Microsoft EMEA, træder ind i hovedbestyrelsen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere