Det har trukket tænder ud hos Zeptos at introducere en række nye serier af bærbare. Den danske producent af bærbare varslede i går, at 2008-resultatet vil give et underskud på syv millioner kroner. Det er den anden nedjustering på tre måneder. I august skruede Zepto forventningerne ned fra et plus på 11 millioner kroner til et nul-resultat. Dermed har selskabet siden sommeren i alt barberet 18 millioner kroner af 2008-forventningerne.
Den dystre udvikling kommer blandt andet som et resultat af bærbar-producentens satsning på en række nye modeller. Hvor man tidligere importerede anonyme no-name modeller, har Zepto med det nye design valgt at designe modellerne selv.
»Vi har taget skridtet selv at designe vores computere 100 procent, så vi kan nøjes med at lagerføre en enkelt type motherboard til alle modeller og selv have indflydelse på, hvordan man vil designe nye modeller, så de kan understøtte nye typer af for eksempel grafikkort,« siger Lasse Frost.
Problemer med at skaffe de rigtige dele har ifølge direktøren betydet, at mange kunder har måttet gå forgæves.
»Alle vil have vores nye produktserie, så vi har kunderne og de rigtige produkter, men vi har ikke varerne,« beklager Lasse Frost.
Det er ikke første gang, at Zepto har oplevet problemer med at skaffe komponenter til pc-byggeriet. I august forklarede Lasse Frost, at nedjusteringen skyldes problemer med at få fat på Intels Centrino 2-processorer, og han lovede, at salget igen ville tage fart i september/oktober med de nye produkter. Nu lover Lasse Frost, at varerne igen begynder at flyde efter nytår.
»I første kvartal er alle leveranceproblemerne væk,« siger Lasse Frost.
Medvirkende til Zeptos nedtur er den hastigt stigende dollarkurs, der har ramt Zepto dobbelt. For det første er dollarkursen steget omkring 25 procent siden starten af 2008 og Zepto skal derfor betale mere for varerne end i starten af året. Dernæst bliver Zepto ramt af sin egen evne til at forhandle en lang kredit hos sine underleverandører.
Lasse Frost fortæller, at Zepto har 90 dages kredittid hos sine leverandører, og da Zepto afregner både sine kinesiske og tyrkiske leverandører i dollar er gælden bare vokset i kredittiden. Den udstrakte kredittid har derfor været en bjørnetjeneste, der har gjort mere skade end gavn.