Teleproducenterne Nokia og Motorola har tabt første runde i slaget om at få familien bag Tyrkiets næststørste mobiloperatør, Telsim, dømt for organiseret kriminalitet.
En domstol i New York har netop afvist Motorolas forsøg på at sagsøge Uzan-familien for organiseret kriminalitet - det, der på engelsk hedder "racketeering".
Dommeren holder dog muligheden åben for at amerikanske Motorola og finske Nokia, der også har penge til gode hos Telsim, kan rejse gangstersagen på et senere tidspunkt.
15 måneders fængsel
Striden stammer tilbage fra februar 2001, hvor Telsim undlod at betale afdrag på den milliardgæld, som selskabet havde til Motorola.
Allerede dengang meddelte Motorola, at selskabet ville gå andre veje end voldgiftsvejen for at få hevet selskabets tilgodehavende hjem.
Siden er fire medlemmer af Uzan-familien, som blandt andre tæller den tyrkiske politiker Gem Uzan, blevet idømt 15 måneders fængsel for at udeblive fra retssagerne, der er anlagt i London og New York.
Kun god for halvdelen af gælden
Forbes Magazine estimerer, at Uzan-familien er god for omkring 10 milliarder kroner, hvilket kun er halvdelen af det beløb, som Motorola og Nokia har ydet i leverandør-lån, skriver Forbes.com.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har den amerikanske domstol netop bestemt, at Uzan-familiens midler fortsat skal være indefrosset, indtil det ligger endeligt fast, om familien kan sagsøges for bedrageri og organiseret kriminalitet.
Domstolen afviste sagen, fordi den var anlagt for tidligt. Ifølge kontrakten mellem parterne skal eventuelle stridigheder omkring de økonomiske mellemværender nemlig afgøres ved en voldgift i Schweiz.
- Vi er tilfredse med, at dommeren har afvist sagen om bedrageri, for det underbygger den holdning, som vi hele tiden har haft om, at familien Uzans sag skal behandles af en voldgift, siger Gerald McKelvey, der er talsmand for familien Uzan til Reuters.
Inkassofirma med privatdetektiver
Motorola kommenterede overfor Financial Times afvisningen af sagen således:
- Domstolen slår fast, at familien Uzans midler skal forblive indefrosset, og at fængselskendelserne for foragt for retten står ved magt. Dermed har vi de næste par uger til at overbevise dommeren om, at der er vægtige grunde til at føre sagen om organiseret kriminalitet.
I første omgang forsøgte Motorola og Nokia at inddrive gælden ved at hyre inkassoselskabet Kroll Associates, der beskæftiger privatdetektiver.
Men detektivernes forsøg på at afdække formueforholdet og aktiverne hos familien Uzan, der ejer mobilselskabet Telsim, resulterede kun i at skyttegravene mellem de to lejre blev dybere.