»Det er en påskønnelse, at der bliver lagt mærke til hvad man går og laver,« siger Jørgen Knudsen direktør i Asgaard Online.
Han er netop blevet tildelt Vanførefondens opmuntringspris. En pris der gives til en person, der har gjort en uegennyttig og bemærkelsesværdig indsats for at lette dagligdagen for fysisk handicappede.
I 13 år har han ejet og drevet Asgaard Online, en forhandler i skive, til trods for han er spastisk lammet og derfor bruger el-kørestol, som styres med hagen.
»Det er klart, at jeg ikke kan gøre tingene så hurtigt som andre, men det må jeg så kompensere for på andre måder. Det gør det lidt mere besværligt,« siger Jørgen Knudsen, der mener Asgaard Online i øjeblikket går udmærket, selvom it-branchen er både op og ned.
Asgaard Online står blandt andet bag WinTor light, et specialt udviklet stykke software for Kiropraktorer. Herudover udfører Asgaard Online også professionelle programmeringsopgaver og tilbyder Installation, support og vedligeholdelse af NAVISIONS C5 økonomistyringssystemer. Der er tre fastansatte i firmaet.
Som begrundelse for Jørgen Knudsens skal have opmuntringsprisen, skriver Vanførefonden:
»...for energisk og engageret at gennemføre en uddannelse, starte egen virksomhed, deltage i organisationsarbejde og give andre med handicap optimisme.«
Sammen med æren følger 25.000 kroner.