En 29-årig amerikaner er dømt til næsten to og et halvt års fængsel for at have solgt piratkopierede film på nettet.
Straffens strenghed skyldes, at han i forvejen var i gang med at afsone en anden straf i sit hjem, skriver det amerikanske Computerworld.
Richard Humphrey fik sin dom på 29 måneder bag tremmer i går ved U.S. District Court for the Northern District of Ohio.
Som om fængselsstraffen ikke var nok fik den dømte også en retslig ordre om fremover at holde sig fra computere og hardware der kan bruges til at kopiere og sælge digitale produkter.
Piratkopieringen fandt sted tilbage i 2006 og 2007 hvor Richard Humphrey under afsoningen af en hjemme-straf for anden kriminalitet startede et fildelings-site, hvorfra man kunne få film, musik og spil. Det krævede betaling at få adgang til dele af materialet, og piraten bad endvidere besøgende om at donere penge til det gode formål at drive sitet.
I sin plea-bargin, hvor tiltalte tilbydes lavere straf mod at samarbejde, erkendte den uheldige pirat, at han havde krænket copyright for værdier på mellem 10.000 og 30.000 dollars.