Danmarks største teleselskab TDC præsenterede hertil morgen et flot regnskab for 2005 med en fremgang i omsætningen på 10 procent til 46,5 milliarder kroner og en resultatfremgang på 19,2 procent til 4,7 millarder kroner.
Men det er aktiemarkedet tilsyneladende ret ligeglade med. For dagens regnskab forventes at blive det absolut sidste fra TDC som børsnoteret selskab. Og netop nu har alle aktieanalytikere blikket stift rettet mod selskabets ekstraordinære generalforsamling på tirsdag i næste uge.
Her vil de fem fonde i form af selskabet NTC, der ejer 88,2 procent af TDC-aktierne, forsøge at komme igennem med et forslag, der gør dem i stand til at tvangsindløse de øvrige TDC-aktier og afnotere selskabet fra Fondsbørsen.
Sker det skal TDC kun aflevere regnskab én gang om året til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og ikke stå til ansvar for aktiemarkedet hvert kvartal som hidtil.
Jyske Bank forventer derfor ikke at dagens regnskab får den store betydning for markedet.
»Vi forventer ikke, at regnskabet får nogen kurseffekt. Kursen bliver aktuelt udelukkende drevet af forventninger om, hvordan NTC får erhvervet de resterende aktier,« skriver banken i en analyse onsdag morgen.