Watermark Denmark - det tidligere Lindhard - har endnu engang skiftet fokus.
Så sent som i oktober droppede selskabet leverandøren Baan for at hellige sig software fra Oracle, og nu vil Watermark til også at forhandle Axapta.
Watermark vil primært tjene på at sælge licenser og konsulenttimer til danske datterselskaber af internationale virksomheder.
- Vores mål er selvfølgelig også at vinde nogle nye kunder, så vi kan forsyne vores kolleger i de andre lande med noget forretning, siger administrerende direktør Hans Peter Bech fra Watermark Denmark.
- Men det danske Axapta-marked er meget presset, tilføjer Hans Peter Bech.
Han vurderer, at der alene i år er omkring 50 nye kunder i det segment, som Watermark forsøger at ramme. Det vil sige virksomheder, der primært beskæftiger sig med produktion, logistik og projektstyring.
Afviser skuffende Oracle-salg
Danmark har hidtil været det eneste af 13 lande, hvor den hollandske Watermark-koncern ikke har forhandlet Axapta. Men Hans Peter Bech afviser, at den nye satsning på Axapta skyldes et skuffende salg af Oracle.
- Det er Watermarks strategi ikke at satse på én leverandør. Men ERP-systemer er så omfattende og komplekse, at man heller ikke kan tilbyde seks forskellige systemer. Så vi satser på Axapta og Oracle. Det er to meget forskellige produkter, vurderer han.
Hans Peter Bech har selv tidligere stået i spidsen for det daværende Damgaard Datas salg af produktet i Tyskland, Østrig og Schweiz. I dag er Watermark den største forhandler af Axapta i blandt andet Tyskland.
Watermark indgik tidligere på måneden strategisk partnerskab med et andet stort Microsoft Navision-konsulenthus, norske Hands, om at give hinanden adgang til deres respektive hovedmarkeder.
Forventer overskud i 2003
Afmatningen i branchen har også ramt Watermark Denmark. I det seneste regnskabsår, 2001, fik det daværende Lindhard et minus på bundlinien på godt ni millioner kroner efter et omsætningsfald på 18 procent til 44 millioner kroner. Men ifølge adm. direktør Hans Peter Bech gik det den rigtige vej sidste år, og der er udsigt til overskud i år.
- Vi kommer ud af 2002 med et underskud, men det bliver en anelse mindre end i de foregående år. Vi har været igennem en større omstrukturering og tilpasning i anden halvdel af 2002 og forventer at komme ud med et lille plus på bundlinien i 2003.
Selskabet har i dag godt 30 ansatte i Birkerød og Åbyhøj.
Watermark-koncernen har i dag 540 ansatte fordelt over 30 kontorer i Europa.