Efter offentliggørelsen af et fornuftigt regnskab for 2008 kigger Columbus IT Partner A/S nu på muligheder for opkøb blandt selskabets konkurrenter på ERP-markedet.
Bestyrelsesformand Ib Kunøe siger ifølge nyhedsbureauet Direkt, at det vil være »mærkeligt«, hvis der ikke sker noget på opkøbsfronten i løbet af det kommende år.
»Der er rigtig mange ting til salg i markedet, så der kan ske mange spændende ting. Det er ikke fordi, at vores konkurrenter har det så godt, og det giver altid en mulighed i markedet. I urolige tider sker der noget,« siger Ib Kunøe til nyhedsbureauet.
»Columbus har jo, også i forhold til konkurrenterne, en økonomisk styrke og ikke nogen videre gæld. Så vi følger markedet meget tæt og kigger på, hvis der kommer ting, som kunne være interessante for os,« siger Ib Kunøe, som dog ikke sætter navne på mulige opkøbskandidater.
Han understreget dog, at eventuelle opkøb vil ske blandt større spillere, som kan bidrage til at give Columbus en kritisk masse på ERP-markedet.
Columbus IT Partner offentliggjorde i går sit koncernregnskaber for 2008, som viste overskud på 61 millioner kroner ud af en samlet omsætning på tæt ved en milliard kroner. Ifølge Ib Kunøe regner man trods den økonomiske krise med at nå op på et tocifret millionoverskud i indeværende år.