Mens amerikanerne nærmest vælter sig i e-bøger til lave priser, har danskerne hidtil måttet tage til takke med et temmelig begrænset sortiment til typisk samme - eller endda højere priser - end de gammeldags trykte bøger.
Alligevel er der stor interesse herhjemme for den revolution af bogmarkedet, som e-bøgerne har skubbet i gang.
Ifølge en undersøgelse som Gyldendals internetbutik g.dk har udarbejdet sammen med Megafon har 91 procent af alle danskere kendskab til e-bøger og over halvdelen regner med at læse bøger som e-bøger i fremtiden.
Danske forlags store dilemma er, hvor længe de skal holde igen med den digitale bølge i forsøget på at beskytte den eksisterende papirbogsforretning.
Nu stikker Gyldendal en forsigtig tå i vandet – det vand, som forlagene som mellemmænd kan risikere at drukne i, hvis ebogen i fremtiden bliver meget dominerende.
g.dk, der sælger bøger fra flere forlag, sætter forsøgsvist prisen på ebøger til 69 kroner – men kun i tre dage og den ene dag var i går!
CRNs søstermedie ComON har spurgt direktør i g.dk Tine Weppler, om hvor længe hun vil holde priserne oppe.
”I sidste ende er det jo markedet, der sætter prisen. Det bliver nok ikke en generel pris på 69 kroner, vi lander på, men jeg er da enig i, at prisen nok skal længere ned end det niveau, vi har i dag,” siger hun.
I Amazons hjemland USA er e-bøger godt i gang med at overhale salget af almindelige bøger. Her er e-bøger typisk langt billigere end normale bøger.
”USA er tre år foran os. Vi skal nok have noget mere hype om e-bøgerne herhjemme,” siger Tine Weppler.
Men hvis e-bøgerne er lige så dyre eller dyrere end papirbøgerne, hjælper alverdens hype vel ikke?
”Jamen, de bliver også billigere – efterhånden,” lyder det fra g-direktøren.
Mens der i dag findes omkring 4000 digitale titler på g.dks reoler, er det aktuelle knaldtilbud på ebøger til 69 kroner kun for udvalgte titler – og tilbudet er altså kun gældende til og med fredag.
Gyldensdals internetboghandel har nyligt lanceret en ny ebogslæser, nemlig en Sony PRS-650. Inklusive bøgerne Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl, Skindød af Thomas Enger og Det blinde punkt af Julie Hastrup fås den for 1900 kroner.