Efter to års efterforskning har anklageren i Düsseldorf rejst sigtelser mod seks virksomhedstopchefer og fagforeningsledere, der sad i bestyrelsen for den tyske telekoncern Mannesmann AG.
Blandt de sigtede er den administrerende direktør for Deutsche Bank, Josef Ackermann, og den tidligere bestyrelsesformand for Mannesmann, Klaus Esser.
Desuden er formanden for Tysklands største fagforening, IG Metall, Klaus Zwickel, sigtet.
Koncernen blev købt af det britiske teleselskab Vodafone for tre år siden, og i den forbindelse blev der udbetalt i alt 950 millioner kroner i gyldne håndtryk til forskellige topchefer.
Klaus Esser hævede alene 223 millioner kroner, efter han i de foregående måneder indædt havde bekæmpet Vodafones købstilbud på Mannnesmann.
Til sidst vandt Vodafone med et bud på 1546 milliarder kroner - og den hidtil dyreste fusion i verden var en realitet.
Det trecifrede millionhåndtryk var bestyrelsen for Mannesmanns plaster på såret til den detroniserede formand, men beløbets størrelse vakte furore blandt selskabets aktionærer.
Håndtrykket på 223 millioner kroner er det største i tysk erhvervshistorie.
Imidlertid har Tyskland strenge regler for honorarer til erhvervsledere for at forhindre, at direktørerne lader sig styre af egne muligheder for milliongevinster frem for at tjene aktionærernes interesser.
Det er på den baggrund, at anklageren i Düsseldorf har rejst sigtelserne mod de seks topfolk.
Sigtelserne og navne på alle sigtede er ikke offentliggjort, men Klaus Esser, bankchefen Josef Ackermann og fagforeningsmanden Klaus Zwickeh har bekræftet, at de er sigtet.
Alle tre bedyrer, at reglerne er fulgt til punkt og prikke.
Da kun 0,6 procent af sigtelser i Tyskland bliver afvist af domstolene, er det temmelig sikkert, at der kommer en retssag. Det sker tidligst til sommer.