Nok en tung producent af mobile terminaler, Samsung, har sluttet sig til ejerkredsen bag Symbian, hvis operativsystem af samme navn er hovedkonkurrent til Microsofts mobile platform, Smartphone.
For 187 millioner kroner har Samsung købt fem procent af aktierne i Symbian. Det skriver The Wall Street Journal.
Udover den sydkoreanske koncern tæller Symbian blandt sine ejere selskaber som Nokia, Ericsson, Siemens, Motorola, Matsushita Electric Industrial og Psion.
Samsungs direktør for trådløse tjenester, Sang Jin Park, kalder Symbian et godt aktiv. Allerede i oktober 2002 købte firmaet licens på brugen af operativsystemet.
Symbians administrerende direktør, David Levin, understregede, at aftalen markerede Symbians stærke position som et alternativ til Microsofts Smartphone-styresystem, skriver Wall Street Journal.
Dog er Samsungs køb af Symbian-aktier ingenlunde bevis på, at koncernen fravælger Microsoft, men koncernen spreder sin indsats på det mobile marked.
Samtidig med annonceringen af aktiekøbet oplyste Samsung, at det er på vej med en ny håndholdt terminal, SGH-i700, med adgang til både GSM- og GPRS-kommunikation via en indbygget telefon.
Det nye produkt bruger Microsofts Smartphone-operativsystem.
Samsung er verdens tredjestørste leverandør af mobile terminaler i verden - og selskabet regner med at sælge 50 millioner mobiltelefoner i 2003.