Den danske nichedistributør AdviceCom er solgt til CRM-virksomheden MultiMark Solutions.
Det oplyser den tidligere ejer, Leif Jensen, i en mail til firmaets forhandlere.
"AdviceCom Distribution er solgt til software virksomheden MultiMark Solutions A/S, og flytter i den anledning til Nærum, nord for København, hvor MultiMark Solutions holder til," skriver Leif Jensen i mailen.
Hidtil har AdviceCom holdt til i Frederikssund, der også ligger i Nordsjælland.
AdviceCom Distribution, som blev stiftet for fem år siden, sælger software og licenser. Produkterne henvender sig til både virksomheder og private, og sælges gennem et stort netværk af forhandlere, systemhuse, detailforretninger og e-shops i Norden.
Leif Jensen overlod selv direktørstolen til en medarbejder, Tina Thomsen, for en måned siden. Selv fik han en ny stilling som regional manager for den amerikanske sikkerhedsproducent Watchguards nordiske afdeling.
At han nu har solgt AdviceCom til MultiMark Solutions skal ses i sammenhæng med, at han ønskede at komme tilbage i en stor virksomhed.
"Jobskiftet er helt udramatisk. Jeg har i et stykke tid ønsket at komme tilbage i et corporate–miljø igen,« sagde Leif Jensen til CRN i begyndelsen af juni.
MultiMark Solutions leverer CRM-løsninger til virksomheder i Norden. Ifølge mailen til forhandlerne vil de nye ejere sikre stabile leverancer og support på produkterne.
"Vi har i et stykke tid søgt efter en ny ejer der ville kunne skabe den vækst og udvikling i AdviceCom Distribution som virksomheden fortjener, samt skabe en økonomisk tryghed for virksomheden," skrev Leif Jensen.
CRN har henvendt sig til AdviceCom Distribution, der ikke ønsker at uddybe salget.
Virksomheden var ejet 100 procent af AdviceCom Holding, som Leif Jensen ejer. AdviceCom Distribution leverede for første gang i virksomhedens levetid i år et overskud. Det var på 158.000 kroner.