Hvad holder du mest og mindst af ved it-branchen?
It er både min interesse og mit arbejde, og det er jo i sig selv en luksus at kunne kombinere de to ting. Samtidig er det altid spændende at være en del af en branche, som udvikler sig ekstremt hurtigt og danner grobund for så mange forskelligartede virksomheder og løsninger. It er stort set krumtappen i langt de fleste virksomheder i dag. De negative sider af branchen er de virksomheder, som udnytter den fantastiske teknologi til rigtig kedelige ting som børneporno, hacking, kreditkortsvindel etc. Teknologien har desværre også gjort den slags ulovligheder lettere og mere tilgængeligt for alle.
Hvad er du mest stolt af i din karriere?
Jeg har haft en rigtig spændende karriere. Særligt mine år i IBM og i den forbindelse min udstationering i Mellemøsten og Afrika var rigtig lærerig og interessant og bragte mig til områder, hvor jeg virkelig kunne gøre en forskel og skabe resultater. Men at være en del af teamet i Netgroup, hvor vi gennem de sidste fire år har udviklet os fra at være en mindre "hosting-entreprenør" til nu at være blandt de få største og mest professionelle i Danmark med konstant stor vækst i såvel omsætning som bundlinje har klart været den opgave, som jeg er mest stolt over.
Og hvad er du mindst stolt af?
For nogle år siden købte en god ven og jeg dét, der på daværende tidspunkt var Danmarks største golfbutik. Vi spiller begge golf og tænkte, at det kunne være spændende at bygge en golfvirksomhed op som en hobby ved siden af vores normale jobs. Her mødte jeg klart min grænse for, hvad jeg kunne overskue. Mit job i Netgroup havde naturligvis førsteprioritet, og derfor blev det meste af min fritid brugt på golf-projektet, og det var bestemt ikke fair overfor min familie. Det var meget spændende, men jeg lærte, at man ikke gør den slags med "venstre hånd". Alligevel endte vi med at sælge butikken med overskud efter en turn-around periode på blot et år.
Hvilken person i it-branchen har betydet mest for dig?
Det bliver nok et lidt utraditionelt svar, men det er helt klart min syv år ældre bror, som var årsagen til at jeg gik ind i it-branchen. Som lille var han mit forbillede, så da han begyndte at interessere sig for programmering, ville jeg også lære det. Og jeg skulle selvfølgelig læse til ingeniør, fordi han havde gjort det. Senere ville jeg til IBM, fordi han blev ansat i IBM etc. Så uden ham var jeg nok aldrig endt i it-branchen.
Hvor ville du være i dag, hvis du kunne gå tilbage i tiden og selv udforme din karriere?
Det er altid let at være bagklog. Som udgangspunkt har jeg haft en rigtig spændende karriere og hele tiden udviklet mig både fagligt og menneskeligt. Men kunne jeg skrue tiden tilbage, med den viden jeg har nu, så havde jeg naturligvis startet en it-virksomhed og solgt den, lige inden it-boblen sprang. Det var helt vanvittigt, hvad der kunne lade sig gøre på det tidspunkt. De heldige og dygtige spandt guld på det. Jeg ville nok bare have startet noget nyt, men det kunne uden tvivl være rart at være økonomisk uafhængig.
Hvad laver du om 10 år?
Det ved jeg heldigvis ikke. Jeg har aldrig gået bevidst efter et job eller en karriere, men har i stor grad ladet mulighederne og lysten styre min udvikling. Så længe jeg kan gøre en forskel i Netgroup, udvikle mig og have det sjovt samtidig, så har jeg det godt, hvor jeg er. Jeg forsøger at leve i nuet og tænker mindre på, hvor jeg rent jobmæssigt er på vej hen. Det vigtigste er, at jeg har det sjovt, føler at jeg gør en forskel og at min indsats bidrager til det fællesskab, som jeg er en del af.
Hvilket job - udover dit nuværende - ville du have, hvis du var økonomisk uafhængig og kunne vælge frit?
Så skulle det nok igen være noget, hvor jeg kan udvikle mig yderligere. Jeg har aldrig prøvet at starte en virksomhed helt fra "scratch". Mange af elementerne har jeg prøvet i Netgroup-regi, men der var trods alt et fundament at bygge på. Så det kunne være spændende at kaste sig ud i et sådan projekt, hvis idéen er rigtig og økonomien tillader det.
Hvad er den største trussel mod din del af branchen?
Man skal være forsigtig med, hvad man siger, men jeg tror, at hosting og outsourcing er kommet for at blive, fordi der især for mindre og mellemstore virksomheder er store forretningsmæssige fordele ved at outsource sin it helt eller delvist. For den enkelte leverandør er der klart mange udfordringer. Vi er en branche, som der er stor interesse for, og dermed kommer der flere og flere leverandører til. Derfor skal du forstå at udvikle din forretning, så du hele tiden er et skridt foran konkurrenterne – alternativt skal du finde nicher i markedet hvor der er færre konkurrenter.
Hvad ville du gøre, hvis du var Danmarks it-minister?
Puha, listen er lang. Sådan lige fra hoften, så springer det som stor hostingvirksomhed med flere datacentre og dermed et meget højt strømforbrug meget i øjnene, at Staten gør det umuligt at genbruge den varme, vi generer. Både vi og mange af vores kolleger i branchen ville hjertens gerne bygge vindmøller, genbruge varmen eller på anden måde støtte op omkring nedbringelsen af CO2. Når regeringen snakker så meget om CO2, grøn it, bæredygtighed etc., virker det fuldstændig vanvittigt, at de ikke gør det attraktivt eller bare omkostningsneutralt for virksomheder som os at bakke op omkring disse initiativer i stedet for konstant at støtte elselskabernes monopol.
Hvordan takler du arbejdspres?
Der skal rigtig meget til, før jeg bliver presset, men jeg er omvendt ikke specielt god til at være proaktiv omkring ikke at blive det. Så det ender som regel med, at jeg må tage noget ferie, når jeg kan mærke at energien er tæt på nulpunktet. Det er klart et område, jeg skal være bedre til at styre. Men når man er passioneret omkring noget, så er det let at blive revet med.
Hvordan kobler du af?
Jeg har rejst rigtig meget. Så jeg har efterhånden set de kirker, grotter, klostre, vandfald etc., som jeg skal se. Derfor bruger jeg som regel mine ferier på ren afslapning. Modsat mange kan jeg sagtens ligge en hel dag på stranden eller ved en pool, og jeg elsker de varme himmelstrøg – især Thailand. Det er en stor kontrast til min hverdag, og det er nok derfor, at jeg helt naturligt finder mig til rette med ikke at lave noget på en ferie. Når der så er gået 8-10 dage med ikke at lave noget, begynder idéerne at komme til alle de ting, som jeg skal i gang med derhjemme.