IT-veteran i front for forhandler

Steen Louis Reinholdt er efter seks års pause tilbage i chefstolen hos en hardware-forhandler, Commitment Data. Sammen med Peter Warnøe stiftede han IT-forhandleren Complet, der i 1997 blev solgt til Merkantildata.

Ved årsskiftet kunne en af veteranerne blandt de danske IT-iværksættere, Steen Louis Reinholdt, skrive nok en direktørtitel på sit visitkort.

Han stod i forvejen i spidsen for softwarefirmaet Wizdom, der indtil for nylig hed BusinessIT. Nu er han også blevet administrerende direktør for hardwareforhandleren Commitment Data, som sidste år havde en omsætning på omkring 260 millioner kroner.

- Jeg er glad for, at jeg får lov til at vende tilbage til min gamle metier, siger Steen Louis Reinholdt.

Commitment Datas direktør blev kendt i IT-branchen for at starte hardware-forhandleren Complet sammen med Peter Warnøe og siden sælge den til Merkantil i 1997. Den handel gjorde dem begge til millionærer.

Siden var Steen Louis Reinholdt med til at stifte Internet Ventures Scandinavia (IVS) i 1999 - samme år som han etablerede det nuværende Wizdom.

Wizdom, der har udviklet sit eget knowledge management-system, er målt på omsætning lillebror til Commitment Data. Omsætning nåede i 2002 op på 15 millioner kroner, oplyser Steen Louis Reinholdt.

Commitment manglede direktør

De to virksomheder gennemførte før nytår et aktiebytte, så de ejer 25 procent af hinanden.

Steen Loius Reinholdt har i to år været medlem af bestyrelsen for Commitment Data, hvis administrerende direktør og medejer Carsten Weiss ønskede at skille sig af med sin fjerdedel af selskabet.

Dermed manglede hardware-forhandleren en administrerende direktør, og de tre øvrige Commitment-ejere Carsten B. Madsen, Steffen Bloch og Dan Lindahl Henriksen ville gerne have en person med kendskab til markedet og kunderne.

- Det havde jeg fra min tid i Complet. Da jeg samtidig er direktør i Wizdom, fandt vi ud af en måde at gøre det på, så jeg kan være direktør i begge selskaber på én gang, forklarer han.

De to virksomheder flytter nu sammen på Commitments adresse. Commitment har 40 medarbejdere, og Wizdom rykker ind med 20. Virksomhederne skal deles om blandt andet administration.

Ser tiden an før fusion

En fusion er der ikke tale om, oplyser Steen Louis Reinholdt.

- Vi henvender os til samme segment af markedet, men en decideret strategi har vi ikke lagt. Vi ser, hvordan første kvartal forløber og kan så finde ud af, om vi skal gå sammen, forklarer han.

En mellemløsning vil være at få et fælles navn uden at smelte virksomhederne sammen i en hardware-forhandlerdel og en softwaredel.

Ifølge den administrerende direktør kom begge selskaber ud af 2002 med sorte tal på bundlinien, og han forventer det samme for 2003.

Forventer vækst

Commitment Data forventer, at omsætningen vokser 10 procent til 286 millioner kroner, mens Wizdom er sat til en omsætning på samme niveau som i 2002, 15 millioner kroner.

Det samlede overskud før skat for de to selskaber i 2003 forventes at blive seks-syv millioner kroner, fordelt ligeligt mellem de to virksomheder.

Den administrerende direktør anerkender eksistensen af, hvad han kalder for "en isvinter" i IT-branchen, der også har påvirket dækningsgraden for Commitment Data. Imidlertid ser han det som selskabets styrke, at det i fem regnskabsår har præsteret overskud.

- Samtidig har væksten været stabil og organisk. Virksomheden er aldrig vokset i store spring - selv i de gode tider. Det tror jeg er en fordel i det nuværende klima, siger Steen Louis Reinholdt.

Commitment Data har blandt andet producenten af høreapparater, Oticon, og Skandinavisk Tobaks Kompagni som kunder. Wizdom har flere store virksomheder og organisationer som kunder - eksempelvis FDB Gruppen, Royal Greenland og Bonnier.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere