Den frivillige CBC-kæde vil sælge løsninger til danskernes digitale hjem. Microsofts Media Center og Xbox 360 skal derfor være at finde på hylderne hos CBC-kædens forhandlere.
»Vi vil ind og sælge de lidt dyrere løsninger, hvor kunderne godt vil have det installeret i hjemmet. Netop fordi Xbox 360 kan integreres med Microsofts Media Center, har vi valgt at lave en aftale med Boston Distribution, så vi har mulighed for også at levere Xbox-konsollen til vores kunder,« fortæller Peder Hvejsel.
Hvejsel forventer ikke at det bliver CBC, der kommer til lange de store partier af Xbox 360 over disken.
»Vi er jo heller ikke med på spil-markedet. Men Xbox 360 kan netop indgå i de lidt større løsninger, som vi gerne vil sælge,« siger Hvejsel.
Han melder at der er gode forventninger til salget blandt kædens medlemmer, og forventer at CBC-butikkerne får et godt salg af fladskærme og andre løsninger til det digitale hjem her op til jul.
»Det handler om danskernes almindelige optimisme. Ikke mange danskere tror det går den gale vej. Det gør det lettere for CBC-butikkerne at sælge de lidt dyrere løsninger - som for eksempel fladskærme i den dyre ende. Kunderne meget modtagelige for at købe noget der er lidt bedre, og de er også klar til at betale for installation, så det kører problemfrit,« siger Hvejsel.