På den gammeldags postkasse kan man klistre et skilt på med ordlyden: "Nej tak for reklamer". Så er man temmelig godt garderet mod den slags som firma eller privatperson.
Men at slippe for uønskede reklamebudskaber i den elektroniske postkasse er betydeligt mere kompliceret. Her skal der avanceret filtreringssoftware til for blot at slippe for noget af al den spam, der maser sig på.
Network Associates satser nu på at stimulere sin sikkerhedsforretning ved at satse intenst på at tilbyde spambekæmpelse. Derfor har selskabet netop købt Deersoft, der har speciale i antispam-løsninger. Yderligere opkøb er undervejs, bebuder Network Associates.
Flere forskellige undersøgelser viser, at mængden af spam vokser vedvarende. Det anslås, at op imod hver anden e-mail, en virksomhed modtager i år, vil være spam.
Network Associates advarer i sin pressemeddelelse om Deersoft-købet om, at spam ikke alene er en irriterende tidssluger, men også en betydelig sikkerhedsrisiko i og med, at disse e-mail også kan indeholde ondsindet kode.
I foråret 2003 skal opkøbet af Deersoft resultere i lanceringen af softwaren McAfee SpamKiller Enterprise, som vil kunne håndteres med styringsredskabet ePolicy Orchestrator.
Senere på året vil Deersofts teknologi blive integreret med McAfees WebShield- og GroupShield-produkter.